Børn, pædagoger og forældre skal i fremtiden være sikre på, at der bliver tilført flere penge til ekstra voksne i daginstitutionerne i deres kommune.
Sådan lyder det fra Enhedslisten og SF på dagen, hvor nye tal viser, at 30 kommuner vil spare på daginstitutionsområdet i 2015. Beregningerne er foretaget for DR Nyheder af analyseinstituttet Bureau 2000 på baggrund af kommunernes budgetter for i år, som Danmarks Statistik har offentliggjort i dag.
- Det er en sag, vi vil tage op med regeringen, at kommunerne igen sparer på det her område. Det er noget, vi har tænkt os at hive ministeren i samråd om, siger Rosa Lund, Enhedslistens ordfører for daginstitutioner.
Milliarder skal øremærkes
Ved finanslovsforhandlingerne i 2011 blev Enhedslisten sammen med den daværende S-R-SF-regering enige om, at der fremover skulle afsættes 500 millioner kroner hvert år til bedre normeringerne i landets daginstitutioner.
Den præcise fordeling skulle dog forhandles med KL (Kommunernes Landsforening) ved økonomiforhandlingerne i 2013, og her blev regeringen og KL enige om, at pengene skulle gå til bedre kvalitet i daginstitutionerne.
De 500 millioner kroner blev altså ikke øremærket bedre normeringer, og det skal der nu laves om på, mener både Enhedslisten og SF.
- Vi skal genforhandle aftalen om de 500 millioner kroner, så vi kan øremærke, at pengene går til mere personale, siger Rosa Lund, der ikke er tilfreds med, at nogle kommuner tilsyneladende bare har brugt deres andel af de 500 millioner kroner til at lukke økonomiske huller i kommunebudgettet.
- Kommuner bliver ved med at spare
Rosa Lund mener, at der er behov for, at kommunerne gennem øremærkning får ordre på, hvad pengene skal bruges til på daginstitutionsområdet, frem for at de selv må vælge.
- Der er behov for det, fordi børneområdet desværre er et område, som kommunerne bliver ved med at spare på. For at undgå det vil vi gerne sikre, at der er pædagoger nok på stuerne, da det er så afgørende for børnenes fremtid, at de har voksenkontakt, når de er små, siger Rosa Lund.
SF's formand, Pia Olsen Dyhr, siger også til DR Nyheder, at det skal sikres, at de afsatte penge går til bedre normering i daginstitutionerne.
- Det betyder noget for børnene, at der er mange voksne til stede og ikke kun en enkelt. Helt konkret hvordan vi gør det, vil jeg gerne diskutere med socialministeren - for vi skal have fundet en løsning, siger Pia Olsen Dyhr, der ikke afvises, at der er behov for at sætte endnu flere penge af til at styrke børneområdet fremover.
Hvis du har oplevelser med konsekvenserne af god eller dårlig normering i den institution, hvor du arbejder eller har dine børn gående, vil vi gerne høre fra dig. Skriv til pasning@dr.dk.