Enhedslisten og SF kræver grønne garantier efter blårød aftale

Rammeaftalen mellem regeringen og Venstre må ikke gå ud over ambitionerne om at nedsætte CO2-udslippet med 40 procent i 2020, lyder det fra vennerne i rød blok.

(Foto: © Christian Liliendahl, Scanpix)

Hverken SF eller Enhedslisten er imponeret over den rammeaftale, som regeringen og Venstre i går aftes indgik efter intense forhandlinger.

Med aftalen ligger rammen for en række forhandlinger, der omhandler en beskæftigelsesreform, en vækstplan og dele af et tidligere energiforlig, klar, men ifølge både Enhedslisten og SF er det grønne område svigtet.

De to partier, der i dag er indkaldt til forhandlinger i Finansministeriet, kræver derfor nu, at ambitionerne frem mod 2020 i forhold til CO2-udslippet ikke svækkes.

SF: Uambitiøs aftale

- Vi går ind til forhandlingerne for at øge de grønne ambitioner, som Venstre har gjort deres bedste for at få ud, siger SF-formand Pia Olsen Dyhr.

- Vi skal levere på de mål, vi har forpligtet os til, men jeg havde gerne set, at vi havde været mere ambitiøse, siger hun.

De samme toner lyder fra Enhedslisten.

- Når vi går til forhandlinger med regeringen, skal vi have sikkerhed for, at der sker en nedsættelse på 40 procent af CO2en i 2020, siger Enhedslistens klimaordfører Per Clausen.

Aftale fjerner afgifter

Både SF og Enhedslisten var med i den energiaftale fra 2012, som regeringen og Venstre ønsker at justere, og derfor skal de to partier være med på aftalen.

Med rammeaftalen lægger Venstre og regeringen op til at nedsætte den grønne elafgift, PSO-afgiften, med 13,2 milliarder kroner frem mod 2020. PSO-afgiften er en afgift på elregningen, der skal gå til grøn omstilling.

Samtidig fjerner man den udskældte forsyningssikkerhedsafgift.

For at finansiere ændringerne vil parterne hæve bundskatten.

EL afviser at øge ulighed

Ifølge Enhedslisten er det afgørende med manøvren, at der ikke skabes øget ulighed.

- Vi vil have sikkerhed for, at det, man indfører i stedet for forsyningssikkerhedsafgiften for at finde finansiering, ikke skaber øget ulighed, siger Per Clausen.

De to røde partier havde også gerne set, at der var flere job i pakken.

- Man kunne have skabt mange flere grønne job. Det havde vi gerne set, siger Pia Olsen Dyhr.

Mens SF og Enhedslisten sidder med ved bordet til energi- og vækstforhandlingerne på grund af forlig, er de to partier ikke en del af forliget på beskæftigelsesområdet, men derfor kan de i princippet godt tilslutte sig aftalen, hvis de ønsker.