Som led i den nye nordsøaftale får A.P. Møller - Mærsk og selskaberne, der arbejder i Nordsøen, en skatterabat på samlet op til fem milliarder kroner. Det er en ganske dårlig aftale for staten, mener Enhedslisten.
Skatterabatten er givet som led i aftalen, der samtidig sikrer, at selskaberne investerer yderligere i produktionen i Nordsøen, så den kan fortsætte i en lang årrække.
- Det er helt urimeligt, at Mærsk igen skal have foræret milliarder fra fælleskassen, som vi i stedet kunne bruge på at udvikle vores samfund, vores velfærd eller investere i grønne arbejdspladser.
- Selskaberne i Nordsøen betaler i forvejen for lidt i skat og har i forvejen tjent meget mere, end det var forventet ved den sidste aftale i 2003, skriver Enhedslistens politiske ordfører, Pernille Skipper, og fortsætter:
- Man må efterhånden konstatere, at der gælder nogle helt andre regler for Mærsk, end der gør for alle andre selskaber i det her land.
- Hvem andre kan gå derfra med milliarder, hver gang de er til møde om deres skat?
Enhedslisten står som et af de eneste partier i Folketinget uden for aftalen, der ud over regeringen har støtte fra Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet, SF og De Radikale.
- Jeg kan simpelthen ikke fatte, at partier, der kalder sig selv røde og påstår, at de vil bekæmpe ulighed og satse på velfærd og fællesskab, er med i den her aftale, skriver Pernille Skipper.
Hos SF er man tilfreds med aftalen og med, at man har været med til at støtte den.
- Det her er en alt for vigtig sag til, at vi bare overlader det til regeringen. Vi vil ikke nøjes med at tage kampen på Facebook. Vi har taget kampen ved forhandlingsbordet.
- Vi har dermed været med til at sikre, at regningen ikke havnede hos dig og mig, men bliver betalt af erhvervslivet og efterfølgende af olieselskaberne selv, skriver SF's formand, Pia Olsen Dyhr.
/ritzau/