Der er to tilslørede kvinder blandt de godt 500 delegerede på Enhedslistens årsmøde. Temaet for årsmødet er "mangfoldighed", og derfor er der stolthed i partiet over, at man har fået en tilsløret muslimsk kvinde som Folketingskandidat.
Den ene tilslørede kvinder på årsmødet er den meget omtalte nye folketingskandidat Asmaa Abdol-Hamid. Hun har været meget omtalt, fordi hun har meldt ud, at hun vil gå på Folketingets talerstol iført muslimsk tørklæde, hvis hun bliver valgt ind, og at hun ikke vil give hånd til mænd.
Den anden tilslørede kvinde er helt tilhyllet i en sort burka med en smal sprække til øjnene og et protestskilt om halsen. Katayan Xazdayar er flygtning fra Iran, og hun har været medlem af Enhedslisten i godt 4 år.
Frygteligt
Katayan Xazdayar synes, det er forkert med en tilsløret Folketingskandidat, som imamerne anbefaler muslimerne at stemme på.
- Det er meget frygteligt. Og det er ikke kun mig, men mange tusinde indvandrerkvinder, der frygter for dem, siger hun.
Det vil nemlig gøre det lettere at tvinge piger og kvinder til at tage tørklædet på, mener hun.
Også andre blandt socialisterne er bekymrede, for eksempel Henning Hyllested.
- Når man så demonstrativt anvender religiøse symboler i sin fremtoning og samtidig vil være repræsentant for et socialistisk parti, så skaber man altså efter mine begreber flimmer, siger han.
Ja til religiøse mennesker i partiet
Men det er ikke en holdning, der bliver bakket op af Enhedslisten. Tværtimod lyder det gang på gang fra talerstolen, at mangfoldighed også betyder ja til stærkt religiøse mennesker i partiet.
- Vi har kristne, vi har jøder, vi har muslimer, og hvad så? Hvad folk går og tror på, det er da fløjtende ligegyldigt, sagde for eksempel Folketingsmedlem Rune Lund.
Og Johanne Smith Nielsen vil slås for retten til at bære tørklæde.
- Som feminist mener jeg, at en af de væsentligste kampe lige nu er at sørge for, at de mange kvinder, der lever i Danmark, som har valgt at gå med tørklæde, selvfølgelig har ret til at være repræsenteret i demokratiet og selvfølgelig skal have ret til at have en stemme på Christiansborg, sagde hun.