Enhedslisten: Grotesk at tiggeri skal straffes ligesom vold

Der var modstand fra flere partier mod at stramme straffen for tiggeri.

Rune Lund (EL) talte i dag mod at hæve strafferammen for utryghedsskabende tiggeri fra syv dages betinget til 14 dages ubetinget fængsel. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

'Grotesk' og 'fuldstændig ude af proportioner'.

Det vækker harme hos Enhedslisten, at regeringen, Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i dag har besluttet at hæve straffen for at tigge i det offentlige rum.

Fremover kan tiggeri nemlig betyde, at man ryger i fængsel i 14 dage, hvor det førhen kunne straffes med op til syv dages betinget fængsel. Samtidig behøver politiet ikke længere at give en advarsel, men kan sætte tiggere direkte bag tremmer.

- Nu mener vi som land, at det at række hånden frem og bede om en femmer til en kop varm kaffe er lige så slemt at slå andre mennesker i hovedet. Det er fuldstændig ude af proportioner, siger Rune Lund, der er retsordfører hos Enhedslisen, og som talte skarpt imod forslaget, da det blev tredjebehandlet i dag.

Ordføreren mener ikke, at det løser noget at smide tiggere i fængsel. Han mener derimod, at vi er nødt til at se, hvad der får østeuropæere for at tage til Danmark og tigge.

- Tiggeri er et fattigdomsproblem og et udtryk for, at nogle mennesker har så lidt og er i så udsat en position, at de vælger at tigge eller samle flasker, siger Rune Lund fra Enhedslisten.

DF stod alene med endnu strammere lovgivning

Dansk Folkeparti var blandt dem, som stemte for at hæve straffen for tiggeri. Men rent faktisk havde partiet gerne set, at man tog lovparagrafferne endnu længere og smed østeuropæere ud af landet, hvis de bliver taget i at tigge.

- Vi skal sørge for, at politiet får nogle flere redskaber, og det får de med den her lovgivning. Vi havde dog også gerne set, at man skulle kunne udvise automatisk ved en dom, men det var der ikke flertal for, siger udlændingeordfører Martin Henriksen.

Martin Henriksen pointerer, at der er allerede er et forbud mod at tigge i dag og frygter ikke, at stramningerne kommer til at gå ud over danske hjemløse.

- De danske hjemløse sælger typisk Hus Forbi, og det kan de blive ved med, siger han, men anerkender også, at der indimellem også er danske hjemløse, der tigger.