Enhedslisten: De borgerlige er fulde af dårlige undskyldninger

V og K lægger sig fladt ned for EU, mener Enhedslisten, der ikke længere har udsigt til flertal for lovforslag om børnecheck.

Enhedslisten: V og K lægger sig fladt ned for EU. (© DR)

Enhedslisten må se et muligt flertal uden om regeringen smuldre, efter at Venstre og Konservative definitivt har sagt nej til at stemme for partiets lovforslag om børnecheck til EU-borgere.

V og K har tidligere erklæret sig åbne over for Enhedslistens lovforslag, og socialordfører Finn Sørensen (EL) er forarget over de borgerliges nej til lovforslaget.

- Det er en dårlig undskyldning for at lægge sig fladt ned for EU-retten. Det er jo det, det handler om, siger Finn Sørensen.

EL: Kun EU-domstol kan afgøre, om lovforslag strider mod EU

Venstre og Konservative begrunder deres afvisning af Enhedslistens lovforslag med, at partiet i bemærkningerne til lovforslaget skriver, at man er "klar over", at det kan være i strid med Europa-Parlamentets forordning 883/2004 og dermed EU-reglerne.

Men den argumentation er ulogisk, lyder det fra Finn Sørensen.

- Det hænger slet ikke sammen. Hidtil har V og K sagt, at det kun er EU-domstolen, der kan bestemme, om det strider mod EU-retten. Vi skriver jo ikke helt firkantet, at det strider mod EU-retten. Det er kun EU-domstolen, der kan afgøre det, siger han.

Kravlet for højt op i et træ

Formålet med Enhedslistens lovforslag var at pålægge regeringen at afskaffe optjeningsprincippet og indføre bopælskrav for børnene, så det forhindres, at EU-borgere sender danske børnepenge ud af landet.

Finn Sørensen beskylder Venstre og Konservative for stemmefiskeri, når de to partier tidligere har været positive over for Enhedslistens lovforslag, men nu siger nej.

- De er kravlet for højt op i et træ og har fremstillet sig selv som enormt EU-kritiske, men når de får en chance for at gennemføre det, de har sagt, så tør de ikke udfordre EU, siger Finn Sørensen.

EL gør klar til at stemme for konservativt forslag

Med de borgerlige partiers udmelding, bliver det reelt umuligt for Enhedslisten at få flertal for sit lovforslag.

Derfor vil partiet i stedet stemme for et konservativt beslutningsforslag, der skal tvinge regeringen til at administrere børnechecken efter det optjeningsprincip, som den VK-regeringen indførte i 2010.

- Med mindre der skulle være indgået forlig i mellemtiden, så vil vi stå ved det, vi har sagt fra starten. Så stemmer vi for De Konservatives beslutningsforslag, siger Finn Sørensen.

Enhedslisten er dog modstander af optjeningsprincippet til den danske børnecheck, men mener principielt, at regeringen skal administrere efter det, som et flertal i Folketinget har vedtaget.

Regeringen suspenderede sidste år optjeningsprincippet, efter at EU-Kommissionen gjorde opmærksom på, at det strider mod EU-reglerne.

De Konservatives beslutningsforslag førstebehandles i Folketinget den 3. april.