Embedsmænd: Vi skal kende vores plads

Det er politikerne, der skal styre politikken, ikke embedsmændene, mener formanden for landets offentlige chefer. Men embedsfolkene har et ansvar for at påvirke beslutningerne til en vis grænse.

Mere end hvert tredje byrådsmedlem i de danske kommuner mener, at embedsmændene har så stor indflydelse på deres arbejde, at det påvirker politikken, viser en undersøgelse som DR Analyse har lavet blandt 1.330 byrådspolitikere.

Og det er et stort problem, indrømmer Henning Thiesen.

Han er formand for offentlige chefer i DJØF, og dermed talsmand for de mange embedsmænd i kommunerne.

- Det er slet ikke godt, hvis hver tredje føler, at embedsmændene blander sig i politikken.

Politikerne bestemmer

Han mener, at beslutningerne i kommunerne sker i et krydsfelt mellem gode indstillinger fra embedsfolkene og drøftelser i byrådene.

- Men det er de folkevalgte, der bestemmer. Det skal der ikke herske tvivl om.

Embedsmænd skal hjælpe på vej

Omvendt mener Henning Thiesen ikke, at embedsmændene bare skal sidde med hænderne i skødet. De har et ansvar for at rådgive de folkevalgte.

Også nogen gange så meget, at det kan føles som om, at embedsfolkene påvirker beslutningsprocesserne.

- Det er en forpligtelse for embedsmænd at oplyse en sag så godt som overhovedet muligt, så man kan nå hen til en politisk beslutning. Og der kan jeg godt forstå, at man som politiker engang imellem kan opfatte det på den måde, at embedsfolkene blander sig meget.

Byrødder fralægger sig ansvar

Samtidig mener Henning Thiesen, at visse nyere politikere måske kan have svært ved at kapere de meget store beslutninger, der følger med at være folkevalgt i dag.

- Det er ofte ganske svære beslutninger, der skal træffes. Det kan give usikkerhed og utryghed blandt visse politikere. Og den kan nogen godt finde på at projicere over på embedsværket, tror jeg.

Henning Thiesen er ikke i tvivl om, at både embedsmænd og politikere generelt har et godt samarbejde ude i kommunerne.

- Vi er ansat til at tjene folkestyret, og jeg mener vi tager det ansvar meget alvorligt. Og man kan jo også hæfte sig ved, at to ud af tre ikke mener, at vi blander os for meget i det politiske, siger han.