EL vil hæve arveafgift for at bygge nye flygtningeboliger

Enhedslisten foreslår at øge arveafgifterne, så der bliver penge til at bygge 10.000 boliger til flygtninge og fattige.

EL-ordfører Johanne Schmidt-Nielsen vil hæve arveafgiften for at bygge 10.000 billige boliger til flygtninge og fattige. (Foto: © Simon Skipper, Scanpix)

Højere arveafgifter skal betale for boliger til de mange flygtninge, der er kommet til Danmark, mener Enhedslisten, der ønsker at opføre 10.000 billigere boliger til flygtninge og fattige.

- Kommunerne vil få meget svært ved at finde nok billige boliger til de mange, der nu bliver nedsat i ydelser på grund af kontanthjælpsloftet, siger partiets politiske ordfører, Johanne Schmidt-Nielsen, til Information.

- Når der samtidig kommer mange flygtninge, så skaber man en farlig situation, hvor der er alt for mange mennesker om alt for få boliger. Udsatte grupper bliver spillet ud mod hinanden, tilføjer hun.

Socialdemokraterne synes ifølge Information, at Enhedslistens forslag lyder interessant, og også De Radikale mener, at det har fine perspektiver. Ingen af de to partier er dog klar på at hæve arveafgiften.

Hos Dansk Folkeparti mener man dog ikke, at flere boliger er løsningen på flygtningesituationen.

/ritzau/