EL: Lad Tyrkiets premierminister besøge Danmark

Det styrker den tyrkiske præsident Erdogan, hvis regeringen afviser hans premierminister, mener Enhedslisten.

Premierminister Yildirim skal have lov til at rejse ind i Danmark, mener Enhedslisten - for et besøg vil give den danske regering mulighed for at kritisere den tyrkiske regering. (Foto: © KELD NAVNTOFT, Scanpix)

Den tyrkiske premierminister Binali Yildirim skal ikke nægtes adgang til Danmark, hvis det står til Enhedslisten.

Det siger partiets udenrigsordfører, Nikolaj Villumsen.

- Det er totalt hykleri, når den tyrkiske regering taler om ytringsfrihed, mens den undertrykker sin egen befolkning, mener han.

- Og det hykleri bør vi udstille. Derfor vil jeg opfordre regeringen til at mødes med den tyrkiske premierminister og rette en klar kritik.

Premierministeren har ifølge tyrkiske medier meddelt, at han planlægger at rejse til Danmark 19. marts.

Både Dansk Folkeparti og Venstre frygter, at han vil bruge sin tid i landet på at afholde vælgermøder og forsøge at overtale danske borgere med stemmeret i Tyrkiet til at stemme ja ved folkeafstemningen 16. april.

Her skal tyrkerne sige ja eller nej til en ændring af den tyrkiske forfatning, der blandt andet gør det muligt for præsident Recep Tayyip Erdogan at blive siddende som præsident frem til 2029.

/ritzau/