Enhedslisten er lodret imod, at Danmark tilslutter sig EU-patentdomstol.
Partiet anbefaler derfor danskerne at stemme nej ved folkeafstemningen 25. maj 2014, selvom både fagbevægelsen og erhvervslivet støtter en fælles patentdomstol, der skal gøre det muligt at sende én ansøgning og få patent i 25 lande.
- Den skræmmekampagne køber jeg ikke, siger Enhedslistens EU-ordfører Nikolaj Villumsen og fortsætter:
- Dansk tilslutning til EU-patentdomstolen vil føre til pres på små og mellemstore virksomheder fra store koncerner og patentadvokater, særligt fordi man mister muligheden for at gå til danske domstole, hvis vi går med.
EL: Kan give tab af arbejdspladser
Nikolaj Villumsen mener, at det er regeringen, der har valgt at tage en folkeafstemning og ikke Enhedslisten.
- Vi har foreslået, at der blev lavet en sikring, der ændrede, at der kunne komme softwarepatenter i Danmark, som jo er dybt problematisk og kan give tab af arbejdspladser. Men det har regeringen afvist, siger han.
Ifølge handels- og europaminister Nick Hækkerup (S) handler den fælles patentdomstol tværtimod grundlæggende om at sikre arbejdspladser i Danmark.
EL og DF ville ikke stemme for
EUs patentdomstol får eneret til at træffe afgørelser i tvister om patenter. Afgørelserne får virkning for alle de deltagende lande.
Justitsministeriet har på den baggrund konkluderet, at dansk tilslutning til patentdomstolen betyder afgivelse af suverænitet til EU. Derfor skal fem-sjettedele af Folketinget stemme ja til forsalget, ellers skal det til folkeafstemning.
Torsdag opgav erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) at få Enhedslisten og Dansk Folkeparti til at stemme for lovforslaget om den europæiske patentdomstol.
/ritzau/