Regeringens regnemetode er problematisk, når den i forbindelse med sin landbrugspakke får fremtidens kvælstofregnskab til at gå i grønt plus de næste seks år.
Det mener seks ud af de syv indkaldte eksperter forud for en hasteindkaldt forskerhøring i Folketinget tirsdag, skriver Berlingske.
Også eksperter, som blå blok selv har indkaldt, kalder regeringens regnestykke for misvisende.
Miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) har gentagne gange forsvaret regnestykket, og hun har til Folketinget oplyst, at den nye landbrugspakke forbedrer forholdene for landbruget samt gavner miljøet.
De seks eksperter fra Københavns Universitet og Aarhus Universitet er alle indkaldt af Folketingets miljøudvalg. Nogle er indkaldt på initiativ af rød blok, mens andre er indkaldt på initiativ af blå blok.
Regnestykket inddrager effekter fra tidligere år
Men de er enige om én ting: Regeringen begår en afgørende fejl, når den opgør, hvor stor effekt den såkaldte baseline, der dækker over udefrakommende faktorer som rensningsanlæg og nybyggeri, har i 2016.
- Ministeriets regnestykke inddrager effekter fra tidligere år, og det er efter min mening ikke retvisende, hvis man vil vise kvælstofeffekten for landbrugspakken i de enkelte år, siger Svend Christensen, professor og institutleder ved Institut for Plante- og Miljøvidenskab på Københavns Universitet, til Berlingske.
Oppositionen mener, at ministeren har misinformeret Folketinget i sagen. Men landbrugspakken vil overleve. De Konservative vil trods skepsis ikke trække sig fra aftalen.
/ritzau/