Vi er for langsomme til at opdage kræftsygdomme i Danmark, og derfor dør alt for kræft i Danmark, og det vil regeringen ændre på, viser et internt arbejdspapir, DR Nyheder er kommet i besiddelse af.
Arbejdspapirerne viser, at regeringen frem mod 2018 vil tilføre fem milliarder kroner til det danske sundhedsvæsen. Heraf skal en milliard kroner gå til at opdage kræft tidligere.
Slet ikke nok
Men de penge er slet ikke nok, vurderer Kjeld Møller Petersen, der er professor i sundhedsøkonomi ved Syddansk Universitet.
- Det flytter ikke voldsomt meget. Man kommer ikke til at svømme i penge med det her udspil, siger Kjeld Møller Petersen.
Han vil dog afvente det endelige udspil, inden han drager sin endelige konklusion.
Bliver pengene taget fra andre steder i sundhedsvæseneet, gør de nemlig ingen forskel, siger han. Der skal være tale om ekstra penge og ikke bare omfordeling.
- De fem milliarder lyder fint, men de bliver altså fordelt over fire år. Der er et årligt budget på cirka 100 milliarder kroner i sundhedsvæsenet, så at der kommer 1,25 milliarder kroner om året, flytter ikke meget.
Flere kræftpatienter i fremtiden
Undersøgelser viser, at der i løbet af de næste 10-15 år vil komme langt flere kræftpatienter, fordi befolkningen bliver ældre, og at risikoen for at få kræft stiger med alderen.
Netop det faktum gør, at regeringen burde have afsat flere penge, hvis det står til Kjeld Møller Petersen.
- Når vi ved, at patienterne der stiger så er det slet ikke nok, siger Kjeld Møller Petersen.
De danske hospitaler halter bagefter vores nabolande i Norge, Sverige og Finland, når det handler om, hvor længe patienter overlever med en kræftsygdom, men der er bedring at spore, siger Kjeld Møller Petersen.
- Vores behandling på kræftområdet er på vej op. Vi bliver bedre til at behandle, men vores overlevelsesrate er slet ikke god nok.
Burde fokusere på andet end kræft
Hvert år bliver 37.000 danskere ramt af kræft, og i alt lever cirka 260.000 danskere med en kræftsygdom.
Derfor er det også forståeligt, at regeringen vil sætte ind her, men stod det til Kjeld Møller Petersen, blev der sat flere penge af op andre områder.
- Kræftområdet har fået ufattelig mange penge siden de sidste 13-14 år, og her har man overset en lang række områder.
- Det er for eksempel sygdomme som sukkersyge, epilipsi og sklerose. Regeringen skal huske, at de ikke bare skal prioritere de samme sygdomme, som de altid plejer.