Ekspert om Syrien-indsats: Dansk militær kan være klar torsdag

Militæranalytiker forudser, at Danmark vil kunne bidrage i forskellige luftoperationer over Syrien.

F16 kampfly (Foto: © Christian Als, Scanpix)

Det danske forsvar kan være klar til et militært indgreb i Syrien umiddelbart efter regeringen beder om det.

Det vurderer militæranalytiker hos Center for Militære Studier Flemming Pradham-Blach, efter amerikanske regeringskilder har luftet, at en international militæraktion mod den syriske præsident Bashar al-Assad kan stables på benene allerede torsdag.

- Man kan se, hvor hurtigt, vi reagerede i Libyen-konflikten. Der havde vi fly i luften inden for 24 timer.

- Vi vil godt kunne have danske F16-fly på den britiske base på Cypern eller på en base i Tyrkiet allerede torsdag, slår Flemming Pradham-Blach fast.

Forsvaret kortlægger sine muligheder

Han vurderer, at der lige nu er heftig aktivitet i det danske forsvar, hvor man sandsynligvis er i gang med at finde frem til, hvad det er for nogle muligheder, man kan fremlægge for regeringen.

- Jeg har set, at Villy Søvndal har sagt, at vi ikke er gået i gang med noget konkret endnu. Men jeg kan kun forestille mig, at regeringen har lavet en forespørgsel hos forsvaret, så vi ikke bliver taget med bukserne nede.

Ekspert: Danske soldater vil ikke sætte fod i Syrien

Han tvivler stærkt på, at man vil se danske soldater på syrisk jord. Han sammenligner den eventuelle mission med de danske indsatser i Libyen og i Balkan-konflikten i start-90erne. Her bidrog Danmark med forskellige luftoperationer.

- F16-fly vil selvfølgelig være en oplagt mulighed. De har før været af sted, og de har gjort et godt stykke arbejde i Libyen, siger han og fortsætter:

- Det er også en mulighed, at danske Hercules-fly skal flytte tropper eller materiale frem og tilbage mellem baser. Og det kunne også være, at man pludselig finder på at flyve ting ind til oprørerne i Syrien, og her kunne et Hercules-fly også bruges.

Den danske statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S), fortalte tidligere tirsdag, at regeringen overvejer alternativer til FNs Sikkerhedsråd, hvis rådet ikke vil gribe ind over for præsident Assad, som sandsynligvis har brugt nervegas mod den syriske befolkning.

/ritzau/