Markante stemmer i DF's bagland ønsker nu alt frem i sagen om Morten Messerschmidts EU-bilag. En sag, der kan få store konsekvenser for Dansk Folkeparti.
Det vurderer Johannes Andersen, lektor ved institut for statskundskab på Aalborg Universitet.
- Mange af de vælgere, som stemmer på Dansk Folkeparti er de vælgere, som har mistillid til politikerne, siger han.
- Hvis Dansk Folkeparti selv bliver ramt af det, så rammer man jo simpelthen sig selv på kernen, nemlig den protestholdning partiet har, hvor man kræver, at politikerne opfører sig ordentligt.
Ifølge Johannes Andersen har partiet været stærkt kritisk overfor misbrug af midler og embeder i EU. En fælde de nu selv muligvis falder i.
- Det er jo derfor, at man har sagt, at nu må det frem om vi har misbrugt det her. Og det er altså fordi, at det rammer Dansk Folkepartis sjæl, siger han.
Han vurderer, at det kan ramme både Messerschmidt og partiet hårdt, hvis hans troværdighed kommer på spil.
- Hvis der kommer røre omkring Messerschmidts rolle og hans troværdighed, så rammer det jo dobbelt hårdt. For så vil man ikke længere i EU-spørgsmål følge ham. Når man mister sin troværdighed, løber alle væk. Ikke bare dem som er fra andre partier, som stemte på ham som en undtagelse, men altså også internt, for så er hans argumenter altså ikke længere noget værd.