Tirsdag aften udviklede sig til en af de mest dramatiske aftener i dansk politik i nyere tid.
Men faktum er, at Eva Kjer Hansen fortsat er miljø- og fødevareminister.
Spørgsmålet er nu, om statsminister Lars Løkke Rasmussen vil fyre hende, som De Konservative kræver, om han vil gennemtvinge en mistillidsafstemning mod hende i folketingssalen, eller om han har truet De Konservative med at udskrive valg, hvis partiet står fast på at vælte ministeren.
Efter en høring med eksperter og et tre timer langt samråd erklærede De Konservative tirsdag aften, at partiet ikke længere havde tillid til miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V):
Det fik statsminister Lars Løkke Rasmussen til indkalde blå blok til en krisemøde, for at finde ud af om regeringen fortsat har et flertal:
https://twitter.com/larsloekke/status/702207541867110400
Mødet sluttede kort før midnat, og da var det en særdeles fåmælt konservativ partiformand, der banede sig vej gennem den ventende presse.
- Vi har haft en god drøftelse om tingenes tilstand. Hvad vi har talt om på det møde, det bliver mellem os, lød det fra Søren Pape Poulsen, der endnu engang slog fast, at partiet ikke længere har tillid til Eva Kjer Hansen:
Både Dansk Folkeparti og Liberal Alliance kritiserer De Konservatives håndtering i sagen.
- Jeg synes jo, det er meget mystisk, det forløb der har været. Jeg tror mange danskere kigger forundret ind på Christiansborg, sagde Kristian Thulesen Dahl (DF), da han kom ud fra blå bloks krisemøde.
Lars Løkke Rasmussen har ved midnatstid endnu ikke meddelt sig til offentligheden om sine planer for Eva Kjer Hansens fremtid.