Efter et år giver it-system hospitaler problemer

Regionsformand hæfter sig ved at det går fremad for Sundhedsplatformen, men Venstre tvivler.

På grund af indførelsen af Sundhedsplatformen har Rigshospitalet ikke fuldt overblik over, om tidsfristerne i kræftpakkeforløbene bliver overholdt. (Foto: © Jonas Vandall Ørtvig, Jonas Vandall Ørtvig)

For et år siden blev it-systemet Sundhedsplatformen indført på Herlev og Gentofte Hospital i Region Hovedstaden, men systemet giver stadig regionens hospitaler store udfordringer.

Det viser en redegørelse fra Herlev Hospital, Gentofte Hospital og Rigshospitalet, som Regionsrådet har behandlet.

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp-Andersen (S) hæfter sig ved, at det trods alt går fremad.

Hun vil ikke gå så langt som at kalde det en succes, at man efter cirka et år med ny it kan nå næsten det samme som før.

Det nye it-system har det ført til så meget ekstraarbejde, at lægerne ikke har kunnet behandle det samme antal patienter som før.

Rigshospitalet, der var nummer to til at få det nye it-system, har været nødt til at udskyde kontrolbesøg for kræftpatienter.

Hospitalet har ikke fuldt overblik over, om det overholder de kræftpakkeforløb, der blandt andet skal hindre, at patienterne venter unødigt.

Herlev og Gentofte Hospital, der blev fusioneret i 2015, forsikrer, at hospitalet overholder maksimale ventetider for livstruende sygdomme. Kræftpakkerne overholdes i 'videst muligt omfang', fremgår det.

Venstre har ikke villet blåstemple den redegørelse, regionens forvaltning er kommet med, siger Martin Geertsen, medlem af regionens forretningsudvalg.

/ritzau/