For første gang nogensinde er der flere vælgere, der mener, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) gør det godt, end der er vælgere, der mener, hun gør det dårligt.
Det viser en ny måling, Epinion har udarbejdet for DR Nyheder.
Her svarer 46,3 procent af vælgerne, at Helle Thorning enten klarer det 'godt' eller 'meget godt' som statsminister, mens 45 procent mener det modsatte.
8,7 procent ved enten ikke eller vil ikke svare på spørgsmålet.
Stemmer stadig ikke på Socialdemokraterne
Dermed er det første gang, siden Helle Thorning-Schmidt tiltrådte som statsminister for knap tre år siden, at et flertal af vælgerne mener, hun gør det godt.
Men til trods for Helle Thorning-Schmidts stigende popularitet i befolkningen ville kun 20,7 procent af vælgerne sætte kryds ved Socialdemokraterne, hvis der var valg i dag.
Ved folketingsvalget i 2011 var det 24,8 procent.
Samtidigt viste en meningsmåling i fredags, at partierne bag Lars Løkke Rasmussen (V) står til 97 mandater, mens Helle Thorning kun får opbakning fra 78 mandater.
Hvad mener du?
Hvorfor er Helle Thorning-Schmidt blevet mere populær som statsminister? Og hvem ville du foretrække, hvis der var valg i dag – Helle Thorning-Schmidt (S) eller Lars Løkke (V)?
Giv os din mening herunder: