Et af de helt centrale krav for Dansk Folkeparti i dette efterårs finanslovsforhandlinger med regeringen er at standse "udhulingen af folkepensionen".
Det meddelte DF-formand Kristian Thulesen Dahl allerede for en måneds tid siden på partiets sommergruppemøde. Og i dag tilføjer partiets finansordfører, René Christensen, at det også skal gælde førtidspensionister.
Støttepartiet vil nærmere betegnet sløjfe den mekanisme, hvormed folkepensionen og førtidspensionen stiger med op til 0,3 procent mindre end den generelle lønudvikling. De penge, det frigiver, går hvert år til den såkaldte satspulje, som politikerne på Christiansborg uddeler til svage grupper i samfundet.
Men DF vil fritage både folkepensionister førtidspensionister, så deres indkomst følger den generelle lønudvikling i samfundet, kunne finansordfører René Christensen (DF) i dag afsløre fra talerstolen under 1. behandlingen af regeringens finanslovsforslag.
- Vi vil tage det væk for pensionister – også førtidspensionister, sagde han.
DF vil ikke fritage andre overførselsindkomster
Men her holder Dansk Folkeparti. Partiet vil fortsat lade andre overførselsindkomster - som kontanthjælp og dagpenge - stige mindre end lønudviklingen på arbejdsmarkedet for at finansiere satspuljen.
Og det er der to årsager til, forklarer René Christensen fra talerstolen. For det første:
- Man skal huske, at både folkepension og førtidspension er en permanent ydelse, man kommer på. Dem, der er på dagpenge, kontanthjælp eller en anden overførselsindkomst, der skulle det jo helst være for en kortere eller længere periode, siger han.
Det andet argument går på, hvad pengene i satspuljen hvert år går til.
- Hvis man kigger på det med retfærdige øjne, så må man sige, at dem, der har fået mindst ud af satspuljen, det er førtidspensionister og folkepensionister – og de har finansieret over halvdelen af puljen.
- Derfor siger vi, at vi gerne vil undtage folkepensionister og førtidspensionister, siger René Christensen.
EL: Hele satspuljetyveriet skal stoppes
Hvis DF får trumfet sit krav om folkepensionen igennem i finanslovsforhandlingerne, vil det ifølge Ældre Sagens beregninger give en almindelig folkepensionist 43 kroner mere om måneden - før skat.
Det vil omvendt koste cirka 175 millioner kroner at gennemføre - og de penge gør mere gavn i satspuljen, hvor de deles ud til socialt udsatte, har det lydt fra regeringspartierne Venstre og Det Konservative Folkeparti.
Omvendt har DF "100 procent opbakning" fra den anden side af salen hos Enhedslisten, der som det eneste parti ikke er med til at fordele satspuljemillionerne. Venstrefløjpartiet begrunder sin enegang med, at det ikke er retfærdigt, at det er landets fattigste, der skal betale for den sociale indsats.
Under 1. behandlingen af finansloven i dag kvitterede Enhedslistens Pelle Dragsted for, at DF nu både vil fritage folkepensionister og førtidspensionister fra "satspuljetyveriet":
- Det står Enhedslisten 100 procent bag. Men jeg synes stadigvæk, det er et stort problem, at mennesker på eksempelvis dagpenge, barselsdagpenge, sygedagpenge - som i forvejen er nogle af de grupper, der har mindst - at DF fortsat vil være med til at lade dem finansiere for eksempel indsatsen mod hjemløshed.