DF vil sætte regeringen på plads i kvælstofsag

Regeringen kan få en næse i sagen, der kostede Eva Kjer Hansen ministerposten. DF bakker op.

Dansk Folkeparti er klar til at give regeringen en næse for at give Folketinget forkerte oplysninger om kvælstofudledningen. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Et flertal i Folketinget ventes at give regeringen en næse i en udløber af sagen om landbrugspakken, der allerede har kostet forhenværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) ministerposten.

Formanden for Folketingets miljø- og fødevareudvalg, Pia Adelsteen (DF), er klar til at "sætte regeringen på plads", når udvalget mødes i dag.

- Når vi får oplysninger i Folketinget, går jeg ud fra, at oplysningerne er rigtige. Der er en retorisk forskel på at få at vide, at noget er alvorligt, og noget er meget alvorligt, siger hun.

- De oplysninger, vi har fået i kvælstofsagen er noget anderledes, end det ministrene har fået. Det synes jeg ikke er i orden.

Sagen er blusset op på ny, efter at Berlingske har afsløret, at regeringens top vidste, at der var en betydelig risiko for, at landbrugspakken ville komme i problemer med EU-Kommissionen.

Men Folketinget fik at vide, at vurderingen var, at Danmark overholder sine EU-forpligtelser.

Pia Adelsteen mener, at det må være regeringen i fællesskab, der får kritik, da den ansvarlige minister har forladt posten.

/ritzau/