Hos Dansk Folkeparti undrer man sig over, at regeringen sammen med Enhedslisten ikke for længst har reageret på sagen om Im. DF er ikke indstillet på at lave lovgivning, der kan hjælpe Im med tilbagevirkende kraft:
- Jeg tror, alle har sympati med den svære situation, som familien er havnet i. Det har jeg også. Men lov med tilbagevirkende kraft på udlændingeområdet har konsekvenser, som Folketinget ikke har overblik over, siger DF's integrations- og udlændingeordfører, Martin Henriksen, til dr.dk.
Dansk Folkeparti frygter en strøm af personer, 'der har været forbi Danmark, som vi alle sammen har sympati for'. Martin Henriksen opfordrer Morten Bødskov til Slå koldt vand i blodet.
DF: Regeringen har haft et år til at reagere
Men skal Im hjem til Danmark?
- Jamen, selv om vi i Dansk Folkeparti har stor sympati for familiens svære situationen, er det ikke et krav fra vores side at lave lov med tilbagevirkende kraft. Regeringen har sammen med Enhedslisten haft et år til at reagere. Det har man ikke gjort. Nu kommer de så løbende med justitsministeren i spidsen og siger, at nu må vi andre finde ud af, hvad vi kan lave, siger Martin Henriksen.
Han kalder det noget underligt noget, at ministeren nu tørrer sagen af på oppositionen.
- Hvis justitsministeren indkalder os til en drøftelse, møder vi selvfølgelig frem, men vi har jo ikke set noget fra ministeren endnu. Vi mangler stadig en masse svar, siger Martin Henriksen.