DF vil halvere antallet af røde studenterhuer

DF barsler med et nyt udspil, der skal få flere til at vælge en erhvervsuddannelse.

Dansk Folkeparti vil have flere elever i de erhvervsrettede ungdomsuddannelser og færre traditionelle studenter. (© DR)

Der er i dag et misforhold mellem antallet af unge mennesker på de almene gymnasier, og de job fremtidens Danmark tilbyder.

Det mener Dansk Folkeparti, der er på trapperne med et nyt udspil, som skal hæve antallet af elever på erhvervsrettede uddannelser og begrænse adgangen til det almene gymnasium, så det fremover kun er en tredjedel af 9. og 10.-klasseeleverne, der kan få lov til at komme ind på det almene gymnasium.

I dag søger ca. syv ud af ti af folkeskoleeleverne ind på en gymnasiel uddannelse, og langt hovedparten søger ind på de almene gymnasier - også kaldet en stx-uddannelse. Men fremover skal markant færre have lov til at få en rød studenterhue. I hvert fald hvis det står til Dansk Folkepartis uddannelsesordfører, Alex Ahrendtsen.

- Vi forestiller os, at der skal være højest en tredjedel, der tager det almene gymnasium og resten af de unge, der søger ind på en ungdomsuddannelse, de skal over på en eller anden form for erhvervsrettet uddannelse, siger han til DR Nyheder. Alex Ahrentsen understreger, at det både kan være erhvervsuddannelserne, som f.eks uddanner danskerne inden for bygge- og anlægsbranchen, eller det kan være de erhvervsrettede gymnasieuddannelser som hhx, også kaldet handelsgymnasiet.

Karakterer kan fungere som adgangskrav

Ifølge Alex Ahrendtsen skal adgangsbegrænsningen til de almene gymnasier sikre, at Danmark ikke kommer til at mangle titusindvis af tekniske hoveder og håndværkerhænder, som prognoserne forudser med den nuværende fordeling på uddannelserne.

- Mange lærer og forældre siger, du skal bare på det almene gymnasium, fordi det er sikkert. Men det er det ikke, det er faktisk meget bedre at tage en erhvervsrettet uddannelse, fordi det er dér, at jobmulighederne er i fremtiden, siger han.