Hvis ikke det er muligt at forbyde parabolantenner i ghettoerne, så forbyd de arabiske tv-kanaler, der bliver sendt via parabolerne.
Sådan lyder et nyt forslag fra Pia Kjærsgaard, efter at forslaget om at forbyde parabolantenner i ghettoerne har mødt hård kritik, skriver politiken.dk.
Dansk Folkeparti vil gå til Radio- og tv-nævnet for at få kanaler som Al al-Jazeera og al Arabiya forbudt.
Vil henvende sig til radio og tv-nævnet
- Vi agter at rette henvendelse til radio og tv-nævnet om det her. De har autorisation til at agere, hvis der er kanaler, som eksempelvis de arabiske her, der fremmer had. Der er en mulighed for at få de her tv-kanaler forbudt, mener Pia Kjærsgaard.
Både Venstre og Konservative har afvist at forbyde parabolantenner i ghettoerne, som Pia Kjærsgaard foreslog i første omgang.
Mens Venstres ordfører på området, Karsten Lauritzen, kaldte forslaget uliberalt, troede de konservatives Naser Khader i første omgang, at der var tale om en aprilsnar.