Reaktionerne er mange på regeringens nye plan om at give 1.000 ekstra flygtninge asyl i Danmark.
Skarpest i kritikken er regerings parlamentariske grundlag, Dansk Folkeparti. De vil ikke støtte op om forslaget.
- Det her er en meget farlig kurs, fordi det vil skabe mange integrationsproblemer i Danmark fremover, siger integrations- og udlændingeordfører i Dansk Folkeparti, Martin Henriksen.
Vil hjælpe i nærområder
Han fortæller, at det er et godt eksempel på, hvorfor DF ikke gik med i regering, og at de frygter problemer, hvis de 1.000 ekstra flygtninge skal integreres i det danske samfund.
-Der er lagt op til, at de skal ud af kommunerne og have boliger, og erfaringerne siger, at det er svært at integrere så mange mennesker, siger han.
DF holder fast i, at flygtninge skal opholde sig i centre indtil de kan sendes tilbage til deres oprindelsesland. De mener, at nødhjælpen skal ydes i nærområderne, hvilket også var en del af regeringens forslag.
250 millioner kroner skal nemlig over de næste to år gå til arbejdet i nærområderne, og den del af planen kan DF godt bakke op om.
Opbakning hos SF
I SF er lyden derimod helt anderledes. Det vækker begejstring, at Danmark nu vil tilbyde at tage imod flere flygtninge, når der er møde i Bryssel i dag.
- Jeg er glad for, at Løkke skifter holdning og nu vil tage imod flere. Vi får ikke en fælles løsning ved at sidde på hænderne, siger Pia Olsen Dyhr partiformand i SF.
Hun pointerer dog, at SF hellere ville have taget flere end de 1.000 mennesker.
- Jeg ville have foreslået 3.000, men 1.000 er bedre end nul. Derudover er det afgørende, at regeringen lægger op til mere hjælp i nærområderne, siger Pia Olsen Dyhr.
Enhedslisten derimod, er ikke just begejstret for antallet, som Johanne Schmidt-Nielsen betegner som 'uambitiøst'.
- 1.000 flere flygtninge er et meget lille tal. Desuden er det ikke godt nok, at regeringen ikke lægger op til permanente løsninger. Der mangler en permanent opbakning til en løsning i Europa. Så det ikke er de lande, der tilfældigvis har ydre grænser til Europa, der løser problemet, siger Johanne Schmidt-Nielsen.
LA glad for nærområdehjælp
Regeringens støtteparti Liberal Alliance støtter mere op om forslaget end DF. De er begejstrede for den del af planen, der går ud på at give flere penge til arbejdet i nærområderne.
- I Liberal Alliance er vi mest optaget af at kunne hjælpe flest mennesker for de midler, der er til rådighed. Derfor er vores fokus er på nærområderne, siger Simon Emil Amnitzbøl, der er integrationsordfører i Liberal Alliance.
Den anden del af planen, som går ud på at modtage 1.000 ekstra flygtninge er de mindre begejstrede over, men de indgår gerne i en kritisk og konstruktiv dialog om, hvordan der hjælpes bedst, forklarer ordføreren.