Der har været meget stille omkring statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), siden Folketinget officielt gik på sommerferie i slutningen af juni.
Men nu vil Dansk Folkeparti har statsministeren på banen i konflikten om restaurant Vejlegården.
- Det er påkrævet, at statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) træder i karakter og melder ud, hvor hun står i konflikten. Vælgerne har krav på at kende statsministerens holdning til en sag af så stor vigtighed, siger Kristian Thulesen Dahl, gruppeformand for Dansk Folkeparti.
DF: Debatten når nye højder
Konflikten på Vejlegården handler om, at restauranten har valgt ikke at tegne overenskomst med fagforeningen 3F. Derfor har 3F i flere måneder lavet blokade foran Vejlegården.
Striden er for alvor blevet politisk i de seneste uger - ikke mindst fordi Venstre har foreslået, at man vil forbyde blokader foran virksomheder med en overenskomst.
Selv om en lang række politikere fra regeringspartierne SF, Radikal Venstre og Socialdemokraterne har slået fast, at de bakker 3F op i konflikten, så savner Dansk Folkeparti et klart standpunkt fra Helle Thorning-Schmidt.
- Uenigheden om Vejlegårdens ret til at tegne overenskomst med KRIFA frem for 3F, har efterhånden nået groteske højder, hvor 3F-sympatisørere sender dødstrusler til restauratør Amin Skov og hackere lægger 3Fs hjemmeside ned, siger Kristian Thulesen Dahl.
Han mener, at 3F bærer ansvaret for, at konflikten er eskaleret.