Det er en dårlig idé, og den er ikke groet i vores baghave.
Sådan lød det fra Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen (DF), da regeringen op til finanslovsforhandlingerne foreslog at spare på boligydelserne til de svageste pensionister.
Men i går stemte Dansk Folkeparti for loven, da den blev førstebehandlet i Folketinget.
Hvis loven som ventet går igennem, betyder det ifølge beregninger fra Ældre Sagen, at mellem 150.000 og 175.000 pensionister mister op til 8.000 kroner om året, fordi de selv skal betale mere i husleje.
Enkelte vil miste helt op til 30.000 kroner om året. Det ærgrer Bjarne Hastrup, direktør i Ældre Sagen.
- Det er typisk folk med meget små indkomster, der mister pengene. Det er typisk personer, der flytter i ældrebolig eller plejebolig. De bliver henvist til det af kommunen, fordi de er så svage, siger han.
DF: Én af tidslerne
Loven er fremsat som følge af Finanslov 2016, som er indgået mellem regeringen, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og de Konservative. Det var oprindeligt Venstre, der op til finanslovsforhandlingerne foreslog at spare på boligydelserne til ældre. Dengang fik det forslag en hård medfart af Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen (DF).
- Det æder nærmest en folkepension fuldstændig op, og hvis man skærer i boligydelsen, er der ikke noget tilbage, sagde han dengang til Avisen.dk.
Men siden har piben altså fået en helt anden lyd.
René Christensen kan til fulde stå inde for den finanslovsaftale, som Dansk Folkeparti er medunderskrivere af – også selv om flere end 100.000 ældre får færre penge mellem hænderne, som Ældre Sagens beregninger peger på.
- Det er Dansk Folkepartis politik at lave en aftale, der er så god som muligt, hvor vi får mest muligt af vores politik igennem. Det her er en af tidslerne, og den havde vi selvfølgelig gerne været foruden, siger René Christensen.
Ifølge finansordføreren vil nogle af de dårligst stillede pensionister kun få en huslejestigning på 40 kroner om måneden.
Besparelserne, der vil ramme pensionisterne, vil for nuværende beboere i ældreboliger og plejeboliger blive indfaset over en femårig periode. Men for pensionister, der tildeles en ældrebolig eller en plejebolig efter 1. juli 2016, vil besparelsen på 5.000 til 8.000 kroner om året træde i kraft øjeblikkeligt.
Til gengæld vil 93.000 nuværende beboere i opleve at få omkring 1.200 kroner mere i boligydelse, end de gør i dag, i 2020, viser Finansministeriets beregninger.
Ifølge Dansk Folkeparti er det de svagest stillede pensionister, der vil mærke, at der ryger ekstra penge ind på deres konto.