DF slår fast: Regeringens plan om at slukke FM-båndet er stendød

Regeringen må skyde en hvid pil efter endnu en del af sit medieudspil.

Der bliver alligevel ikke lukket ned for FM-båndet lige foreløbig, slår Dansk Folkeparti fast i slutfasen af medieforhandlingerne. (Foto: © JAN JØRGENSEN, Scanpix)

Regeringen og Dansk Folkeparti er gået ind i slutfasen af forhandlingerne om det medieforlig, der fra årsskiftet og fem år frem skal danne rammerne for landets medier.

På vej ind til forhandlingerne med kulturminister Mette Bock (LA) fastslår medieordfører Morten Marinus (DF), at medieaftalen ikke kommer til at byde på en lukning af FM-båndet, som regeringen ellers har lagt op til.

- Det med at slukke FM-båndet, den er stendød. Så det skal vi ikke diskutere længere, men alt andet er stadig i spil, siger DF-ordføreren.

Da regeringen i april præsenterede sit medieudspil var det med et forslag om at slukke FM-radioen to år efter, at det er konstateret, at halvdelen af radiolytningen er digital - dog senest i 2021.

Argumentet lød, at det ville fremskynde overgangen til den digitale radio, DAB, og "skabe grobund for, at borgerne får et større radioudbud med nyskabende indhold, formater og tjenester leveret af private aktører".

Forslaget mødte stor modstand. Kritikken har især koncentreret sig om de mange bilradioer, der skal kasseres, hvis FM-båndet nedlægges. Det risikerer også at skabe et rent trafikkaos, fordi mange bilister dermed ikke længere vil modtage trafikmeldinger over radioen, har bekymringen lydt fra blandt andre Socialdemokratiet.

I juni medgav kulturministeren så, at "det er en relevant problemstilling".

- Jeg er indstillet på at udskyde tidspunktet for det seneste FM-sluk til 2023, sagde Mette Bock ifølge Ritzau den 11. juni.

Det medieforlig, regeringen og Dansk Folkeparti lige nu forhandler om, løber netop frem til 2023.

Regeringen har opgivet TV2-salg

Det er kun Dansk Folkeparti, der er tilbage i forhandlingerne om medieforliget. Alle oppositionspartier er ude af forhandlingerne - blandt andet fordi de har nægtet at acceptere regeringen og DF's aftale om besparelser på 20 procent hos Danmarks Radio.

Mette Bock "håber meget", at der kan lande en aftale i dag, sagde hun på vej ind til forhandlingerne før middag:

- Vi har jo efterhånden haft rigtig mange møder, så vi har bøjet os imod hinanden, men der er lidt tilbage. Hvad det konkret er, det tror jeg, at vi skal lade blive inde i forhandlingslokalet.

Udover lukningen af FM-båndet har regeringen også måttet erkende, at Dansk Folkeparti heller ikke kunne overtales til at sælge 40 procent af TV2, som regeringen ellers har lagt op til.

Regeringen foreslog det delvise salg for at få en kommerciel medejer, der "både økonomisk og strategisk kan bidrage til TV2's udvikling på et mediemarked præget af hastig forandring". Men DF satte hælene i med argumentet om, at der ikke er grund til at "eksperimentere" med et salg, når tv-kanalen klarer sig godt.

Mette Bock er dog stadig sikker på at få "en rigtig fin aftale":

- Vi får en ambitiøs aftale, som sikrer bedre balance mellem de statsejede og private medier, mellem landsdækkende og lokale og regionale medier, mellem de trykte og de digitale medier og mellem ældres og yngres medieforbrug, siger kulturministeren.