Spindoktorer er nødvendige og spiller en vigtig rolle i det politiske system.
Sådan lyder en af flere konklusioner i en betænkning fra Udvalget om særlige rådgivere, som blev offentliggjort onsdag.
Det er en skuffende konklusion, mener Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, som helst ser spindoktorernes opgaver løst andre steder.
Skattesag førte til granskning
- Man kunne sagtens klare de opgaver, der ligger hos spindoktoren, i de afdelinger man har i ministerierne i dag, hvor der også er journalister ansat, siger Peter Skaarup.
I kølvandet på Helle Thornings skattesag vedtog et enigt folketing tilbage i december 2011, at reglerne for ministres brug af spindoktorer skulle granskes.
Men ifølge Peter Skaarup vil udvalgets blåstempling af den nuværende praksis medføre flere kedelige sager om særlige rådgivere i fremtiden.
Risikerer manipulation
- Det, der er farligt ved spindoktorerne, er, at man risikerer en situation, hvor vi får manipulation og dårlige sager for vores demokrati, fordi de kommer og går med ministeren, siger han og fortsætter:
- Deres karriere og tilhørsforhold er kun til ministeren og ikke til den arbejdsplads, de er på dagligt.
Dansk Folkeparti ser derfor helst, at de særlige rådgivere bliver helt afskaffet. I stedet skal ministrene bruge de allerede ansatte pressefolk, som er en del af embedsmandsværket.
- På den måde sikrer vi også, at den pågældendes karriere ikke står og falder med ministerens ditto, og at der dermed opstår en fristelse for at benytte sig af beskidte tricks og tvivlsomme handlinger for at promovere ministeren, siger Peter Skaarup.
/ritzau/