DF revser Venstre efter Pind-udmelding

V-regeringen har besluttet at indføre grænsekontrol, og så må man sørge for, at den virker, siger DF.

- Venstre må finde ud af, hvad de vil, siger Martin Henriksen. (Foto: © Jens nøRgaard Larsen, Scanpix)

- Man har dårligt nok fået grænsekontrollen op at køre, og så skyder man den ned. Det er ikke en ordentlig måde at føre politik på.

Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis integrationsordfører Martin Henriksen.

Han er fortørnet over, at justitsminister Søren Pind (V) efter én dag med grænsekontrol har konkluderet, at kontrollen, stik mod hensigten, fører til flere asylansøgere.

På Twitter skriver Søren Pind, at grænsekontrollen medfører "efter alt at dømme højere asyltal. Meget."

Men det holder ikke at konkludere så markant kun et døgn efter, at regeringen har indført en midlertidig kontrol ved den dansk-tyske grænse, mener Martin Henriksen:

- Venstre må finde ud af, hvad de vil. De har i lang tid argumenteret imod grænsekontrol, og nu siger de så okay, vi skal have grænsekontrol, fordi de vurderer, at det vil kunne værne Danmark i migrantkrisen.

- Så må man sørge for, at det bliver en ordentlig og effektiv grænsekontrol. Det nytter ikke, at man begynder at pille grænsekontrollen ned på baggrund af nogle halve tal, siger Martin Henriksen.

Han er overbevist om, at grænsekontrollen i den nuværende form på sigt vil føre til færre asylansøgere, når det rygtes, at man ikke længere frit kan rejse ind i Danmark.

/ritzau/