Det er ikke vidtrækkende nok, når justitsminister Søren Pape Poulsen (K) fra 1. juli vil lade politiet bruge et skærpet zoneforbud mod udenlandske hjemløse, som lever i "utryghedsskabende teltlejre".
De skal kunne udvises, mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen.
- Hvis vi for alvor skal løse problemerne med udenlandske hjemløse og romaer, så bliver vi nødt til at gå imod konventionerne og Europa-Kommissionen. Ellers kan vi kun komme med nogle lappeløsninger, siger Martin Henriksen.
De Konservatives leder fremsatte forslaget i sin tale ved Folkemødet på Bornholm.
Vil holde ude af kommunegrænser
Justitsministerens udspil kommer få dage efter, at et flertal i Folketinget bestående af regeringen samt Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti onsdag skærpede straffen for tiggeri.
Første gang en person straffes med et zoneforbud, skal det ifølge justitsministeren være på 400 meter fra det område, hvor der har været en lejr. Anden gang på 800 meter.
Søren Pape Poulsen vil i næste folketingssamling desuden foreslå, at politiet kan forvise personer fra en hel kommune.
Han vil gøre op med, at nogle udenlandske hjemløse tjener penge ved at samle flasker, tigge og begå kriminalitet, hvilket blandt andet har ført til et stadig flere politianmeldelser fra indbyggere i København, der har følt sig utrygge.
DF vil udvise tiggeridømte
Dansk Folkeparti foreslog forgæves at skærpe straffen for tiggeri endnu mere. Desuden vil Dansk Folkeparti udvise alle udenlandske hjemløse, der er dømt for tiggeri, påpeger Martin Henriksen.
Tidligere udløste det først en advarsel og ved gentagne tilfælde syv dages betinget fængsel at bede fremmede om penge.
Efter lovændringen får tiggere to ugers ubetinget fængsel, hvis tiggeriet er foregået på bestemte steder. Det er i gågader, ved stationer, i eller ved supermarkeder eller i offentlige transportmidler.
/ritzau/