Hastesamrådet med Esben Lunde Larsen (V) bekræftede kun Dansk Folkepartis fiskeriordfører, Ib Poulsen, i, at miljø- og fødevareministeren har tilbageholdt oplysninger for Folketinget.
DF-ordføreren kalder det en "ren tilståelsessag" og overlader det nu til DF-ledelsen at afgøre ministerens fremtid. Han vil ikke svare på, om han fortsat har tillid til ministeren.
Det centrale er, om Esben Lunde Larsen har haft viden om flere muligheder, der kunne dæmme op for de såkaldte kvotekonger i dansk fiskeri, end der er blevet givet videre til Folketinget.
- Min konklusion er, at han har tilbageholdt oplysninger, som vi kunne have brugt. Det indrømmer han. Han erkender, at han har fejlet, siger Ib Poulsen efter samrådet.
Her ændrede Esben Lunde Larsen forklaring undervejs. Først oplyste ministeren, at han havde set en liste med de mange forslag, men til sidst tikkede en sms fra ministeriet ind:
- Det er husets vurdering, at det har jeg ikke, sagde Esben Lunde Larsen.
Ib Poulsen afviser at forholde sig til, hvordan Esben Lunde Larsens fremtid ser ud:
- Det skal du ikke spørge mig om. Det må vi jo tilbage og finde ud af.
Har du tillid til Esben Lunde Larsen som minister?
- Det er ikke et spørgsmål, du skal stille mig, fordi...
Du er trods alt ordfører for området?
- Ja, det er jeg, men vi er også et parti, der skal tage stilling til det her. Det er ikke mig, der siger tillid eller mistillid.
Så vil DF nu tage stilling til, om han skal fortsætte som minister?
- Det skal vi drøfte ud fra det her. Det er en ren tilståelsessag fra ministerens side, sådan som jeg tolker det.
Hvad vil din indstilling til DF's ledelse være til, om han skal fortsætte som minister?
- Den vil jeg holde for mig selv.
Men det er meget usædvanligt, at du som støtteparti for regeringen ikke kan sige, at om du har tillid til den pågældende minister?
- Jamen, nu har vi hørt samrådet, og det har taget næsten tre timer, og han indrømmede, at han kendte til forslag, der kunne bruges.