DF om tålt ophold: Tag konventionshatten af

Kriminelle udlændinge skal ud af Danmark. Det er på tide at gøre op med konventionerne, mener DF.

Peter Skaarup (DF). (© DR)

Dansk Folkeparti indkalder justitsminister Karen Hækkerup (S) i samråd for at få svar på, hvorfor 21 formodede krigsforbrydere - hvoraf et flertal skulle have kæmpe for Taliban - befinder sig i Danmark på tålt ophold, som Søndagsavisen beretter.

- Jeg begriber ikke, at regeringen kan leve med, at personer, der har lavet de her voldsomt kriminelle handlinger kan rende rund ti Danmark på såkaldt tålt ophold, siger Dansk Folkepartis retsordfører, Peter Skaarup, til DR Nyheder.

Til Søndagsavisen siger Karen Hækkerup, at hun selv er frustreret over sagen, men at Danmark er bundet af internationale konventioner. Men det giver Dansk Folkeparti ikke meget for.

- Jeg synes, det er på høje tid, at vi tager et kritisk blik på konventionerne. Derfor vil jeg opfordre de andre partier i Folketinget til at tage konventionshatten af og komme ind i kampen, så vi kan få gjort noget effektivt ved det her problem, siger Peter Skaarup til DR.

Afghanistan må tage mod egne borgere som tak for bistand

Han erkender, at vi er ikke bare kan sende udlændinge hjem til tortur eller henrettelse.

- Jamen, det er klart. Og derfor skal vi selvfølgelig også sikre, at den måde, de skal hjemsendes på, skal være, at det foregår til fredeligere områder af Afghanistan, f.eks. hvis det er det, der er tale om.

DF opfordrer den danske regering til at kontakte de afghanske myndigheder med beskeden 'vi giver jer en stor ulandsbistand, til gengæld for det skal I tage jeres egne borgere retur til de fredeligere områder i Afghanistan'.

- Det står klart for mig, at de her kriminelle skal ud af Danmark, og det kan kun gå for langsomt, siger Peter Skaarup.

Samrådet med justitsministeren skal afdække, hvad regeringen vil gøre - det er ikke nok at kigge på sagerne hvert halve år, lyder det fra DF.