Dansk Folkeparti og SF kalder regeringens forslag om de såkaldte ekstremistlister symbolpolitiske.
Regeringen har nemlig ikke tænkt de EU-regler ind, der stadig vil gøre det muligt for såkaldte hadprædikanter at rejse til Danmark, lyder det.
Og selvom forslaget er et skridt i den rigtige retning, mener Dansk Folkepartis udlændingeordfører, Martin Henriksen, ikke, at det kommer til at have nogen reel effekt.
- Der er mulighed for at omgå de her regler. Derfor har vi spurgt ind til, hvordan man kan minimere mulighederne for at komme uden om, siger han.
Sanktionslisterne kan omgås, hvis en person får tildelt visum til Schengen-området. Det kan eksempelvis ske ved at søge visum i Tyskland eller et andet Schengen-land.
Dermed bliver der givet tre måneders rejsetilladelse til hele Schengen-området, som Danmark er en del af.
Derfor mener Martin Henriksen, at et forslag om sanktionslister er nytteløst, hvis EU-lovgivningen åbner op for smuthuller.
- Hvis ikke det fungerer, er det jo symbolpolitik. Derfor skal der arbejdes videre med det her, så det rent faktisk har en effekt, lyder det fra Dansk Folkepartis udlændingeordfører.
Kritik fra rød blok
Også hos SF møder regeringens forslag om at oprette ekstremistlister kritik. Udover at listerne ikke har nogen reel effekt, kan det være med til krænke et af vores grundprincipper, lyder det fra integrationsordfører Jacob Mark (SF).
- Er det her egentlig bare symbollovgivning, der i værste fald risikerer at påvirke vores ytringsfrihed i negativ retning, siger han og understreger, at man i SF gerne vil se på mulighederne for at udelukke folk, der har begået ulovligheder, så længe det ikke sker på bekostning af demokratiet.
- Vi vil ikke være med til at forhindre, at man kan komme til Danmark bare, fordi man har en anden holdning til demokrati, siger Jacob Mark.
I modsætning til SF mener Socialdemokraternes politiske ordfører, Nicolai Wammen, at sanktionslister rent faktisk vil have en effekt.
- Jeg mener, at det er et vigtigt værktøj, der gør, at vi får nemmere ved at holde hadprædikanter ude af Danmark end det er i dag, siger
Kirke- og kulturminister Bertel Haarder fremlagde Regeringens forslag om ekstremistlister for Folketingets partier her til morgen. Forslaget blev præsenteret som led i en række tiltag, der skal modarbejde radikalisering i Danmark.
Og med undtagelse af Enhedslisten, Alternativet og Radikale Venstre har alle partier i Folketinget været med til indgå delaftaler på området.
Den endelige aftale er endnu ikke forhandlet færdig, men forventes at være på plads inden sommer.