Dansk Folkeparti støtter, at trekvart million danskere uden pension gradvist indbetaler til pension. Men det skal kunne betale sig, så Folketinget skal sikre, at pensionisterne ikke taber penge, fordi de mister offentlige ydelser, som modregnes i pensionen.
Det siger partiets finansordfører, René Christensen.
Senere i dag mødes han om senere folkepension og tvungen pension for 750.000 danskere med V, K og Liberal Alliance. Forslagene indgår i regeringens helhedsplan.
- Vi vil meget gerne spørge ind til modregningsreglerne. Desværre har vi opbygget et system, hvor man kan diskutere, om det kan betale sig, hvis man sparer op. Fordi man modregnes, siger René Christensen.
- Hvis vi kan lave en fornuftig ordning, hvor man får et provenu (formue) af dét, man sparer op gennem livet. Så synes vi, det er positivt, at man har taget hånd om den situation, man kommer til at stå i som pensionist, siger han.
Regeringen vil fra 2025 forlænge folkepensionsalderen med et halvt år til 67,5 år. Flere skal arbejde længere. Dansk Folkeparti er imod forslaget om at hæve pensionsalderen for at lave skattelettelser, fastslår René Christensen.
/ritzau/