Den opsigtsvækkende sag om aflivningen af danske mink tager nu en ny drejning.
Nye dokumenter viser, at embedsmænd mindst en uge før statsminister Mette Frederiksens (S) pressemøde var klar over, at der ikke var lovhjemmel til en landsdækkende aflivning af alle mink.
I et svar til Folketinget slår Fødevarestyrelsen nemlig fast, at juraen tilsyneladende kun giver grønt lys til aflivning af mink-besætninger, der ligger inden for en radius af 7,8 kilometer fra en smittet bedrift.
- Mink i besætninger i en radius af 7,8 km fra en smittet besætning aflives, skriver Fødevarestyrelsen den 26. oktober.
Styrelsen konstaterer senere i samme tekst, at aflivning af eventuelt smittede mink er et ‘nyt område’.
Pressemøde ni døgn senere
Knap ni døgn senere satte blandt andre fødevareminister Mogens Jensen (S) samt statsministeren gang i en landsdækkende aflivning.
- Det er nødvendigt at aflive alle mink i Danmark. Det gælder desværre også alle avlsdyrene, sagde statsminister Mette Frederiksen (S) på et virtuelt pressemøde 4. november.
Begrundelsen var, at de tætbesatte minkfarme risikerer at danne nye mutationer af coronavirus, der kan smitte mennesker.
Nye virus-typer, der måske er mere modstandsdygtige mod en kommende vaccine.
De nye oplysninger overrasker Dansk Folkepartis René Christensen, der er formand for Miljø- og Fødevareudvalget.
- Det har ministeren været fuldt ud vidende om siden oktober, siger René Christensen og konstaterer, at det rent faktisk også var det, som Mogens Jensen selv indrømmede i et skriftlig citat til flere medier i søndags.
Her skrev Mogens Jensen:
’Regeringen har besluttet, at det hastede, situationens alvor taget i betragtning. Derfor har man vurderet, at man ikke kunne afvente ny lovgivning, inden man meldte dette ud.’
- Så det er to gange, at ministeren nu har skrevet, at han kender reglerne, om at der ikke er lovhjemmel til at slå alle mink ned. Og nu siger han, at han ikke kendte reglerne. Der er ingen tvivl om, at han nu taler usandt. Vi har mistet tilliden til ham. Han bør selvfølgelig trække sig som minister, siger René Christensen.
Ifølge Politiken.dk har myndighederne allerede i løbet af sommeren været klar over, at loven ikke rakte til en landsdækkende aflivning.
Avisen er i besiddelse af et notat, der den 11. juni beskrev, at der ikke var ‘sikkert retligt grundlag’ til en landsdækkende aflivning.
Minister i modvind
Sagen har sendt fødevareminister Mogens Jensen (S) i politisk stormvejr.
I weekendens løb stod det klart for regeringen, at loven ikke dækkede den landsdækkende aflivning, der på daværende tidspunkt var i fuld gang.
Men først i løbet af tirsdag fik landets minkavlere besked på, at en eventuel aflivning af raske mink på deres bedrift var frivillig.
Folketinget har netop besluttet, at der skal laves en uvildig redegørelse af forløbet. Undersøgelsen skal også granske Mette Frederiksens rolle.
Regeringen laver også en redegørelse selv, der er klar onsdag i næste uge.
Tirsdag sagde Enhedslisten, at støttepartiet overvejer at vælte ministeren.
Hænger han i en tynd tråd?
- Ja, det ser i hvert fald temmelig alvorligt ud for ham. Nu skal vi afvente det samråd, vi har indkaldt ham til, sagde sundhedsordfører Peder Hvelplund (EL).
Samråd senere i dag
Fødevareminister Mogens Jensen (S) deltager klokken 13 i et samråd i Miljø- og Fødevareudvalget.
Her er han på forhånd blevet bedt om at forholde sig til historierne om, at der ligger døde mink på åbne pladser, og at de falder ud af overfyldte containere.
Men han er også blevet bedt om at give en 'opdateret status' på minkområdet, hvor sagen om lovhjemmel formentlig kommer til at overskygge den oprindelige dagsorden.
På forhånd varsler Radikale Venstre, at man på samrådet vil spørge ind til de nye 'opsigtsvækkende' oplysninger.
- Danmark er en retsstat og borgerne har retssikkerhed. Folks livsværk er ødelagt, uden det har været lovligt. Det er virkelig til at have ondt i maven over. Og det undrer Radikale Venstre, at man ikke har sikret sig dét, siger grundlovsordfører Kristian Hegaard (R).
Ifølge DR's politiske analytiker, så kan sagen ende med at koste Mogens Jensen ministerposten.
- Hans skæbne kan afgøres på forskellige måder. Statsministeren kan nå frem til sammen med Mogens Jensen, at han ikke skal stå i vejen for regeringens projekt. Det kan også være, at et af regeringens støttepartier synes, at det bliver for broget, særligt Radikale og Enhedslisten, siger Jens Ringberg.
DR Nyheder forsøger at få en kommentar fra fødevareminister Mogens Jensen (S).
Artiklen er opdateret med citater fra Kristian Hegaard (R) og Peder Hvelplund (EL).