DF lægger 40-årsmodel i graven

DF erkender nu, at det ikke er muligt at lave en ordning, hvor kun folk med 40 år i arbejde får efterløn. Samtidig er velfærdsforliget i spil, siger DF.

DF erkender nu, at det ikke er muligt at lave en ordning, hvor kun folk med 40 år i arbejde får efterløn. Samtidig er velfærdsforliget i spil, siger partiets finansordfører, Kristian Thulesen Dahl. (Foto: © Keld Navntoft, Scanpix)

Efter endnu en dag med forhandlinger i Finansministeriet med regeringen og De Radikale erkender Dansk Folkeparti nu, at deres idé om at give efterløn til folk med mere end 40 år på arbejdsmarkedet ikke kan gennemføres.

- Vi må blankt erkende, at 40-årsmodellen, hvor man går 40 år tilbage i tiden, den kan vi ikke komme videre med, siger Kristian Thulesen Dahl til DR Nyheder.

Derfor åbner de samtidig for at fremrykke velfærdsforliget og hæve folkepensionsalderen tidligere end planlagt, hvis partiet bliver imødeset på andre områder. Ved for eksempel at arbejde for et optjeningsprincip for efterløn på lang sigt.

- Det vil komme på tale, at vi kan kigge på det. Hvis altså vi kan mærke, at vi får imødekommenhed på vores måde at løse den langsigtede opgave på, siger han.

Rammer kvinderne

Årsagen til at det er vanskeligt at lave et 40-års optjeningsprincip til efterløn er, at det er svært at opgøre danskernes arbejde 40 år tilbage i tiden. Og særligt kvinderne vil blive ramt af sådan en ordning.

Det har resulteret i stor modstand mod Dansk Folkepartis idé.

- Princippet i modellen er rigtigt nok. Altså, at man skal vise, hvor mange år man er villig til at yde, før man kan trække sig tilbage og nyde, siger Kristian Thulesen Dahl. Alligevel har partiet nu valgt at trække idéen ud af forhandlingerne.

Radikal begejstring

Meldingen fra Dansk Folkeparti udløser begejstring hos den radikale leder, Margrethe Vestager.

- Den er blevet lagt i graven og kommet op flere gange. Det, at de endelig lægger jord på, det er en rigtig god idé. For det virker ikke, siger den radikale leder, Margrethe Vestager.

Finansminister Claus Hjort Frederiksen sagde efter dagens forhandlinger, at 40-årsmodellen fortsat lever på forhandlingsbordet. Og direkte adspurgt ønsker han ikke at forholde sig til, at DF nu lægger idéen i graven.

- Jeg kommenterer ikke på forhandlingerne, siger finansministeren.