Der blev lyttet til Rikke Karlsson.
Sådan lyder det fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, i en skriftlig kommentar, efter at DR Nyheder har bragt en række mails sendt fra den tidligere DF'er Rikke Karlsson til netop Kristian Thulesen Dahl med advarsler om tvivlsom brug af EU-midler.
Af de mails fremgår det, at Rikke Karlsson i efteråret 2015 tilsyneladende forgæves forsøgte at få et møde med DF-formanden om muligt misbrug af EU-støttekroner i det europæiske parti Meld, som havde DF'eren Morten Messerschmidt i spidsen.
- Både Søren Espersen (DF's næstformand og Rikke Karlssons onkel, red.) og jeg lyttede bestemt til Rikke Karlssons bekymringer. Men vi havde grund til at tro, at det var et dårligt samarbejdsklima med Morten Messerschmidt, der drev hende, skriver Kristian Thulesen Dahl i en skriftlig kommentar.
DF-formanden har i dag ikke ønsket at stille op til et egentligt interview om sagen.
Allerede den 9. september 2015 blev Thulesen Dahl personligt advaret om, at det var umuligt for Rikke Karlsson at få indblik i forbruget hos det europæiske parti Meld og den tilhørende fond Feld, som Morten Messerschmidt og nuværende EU-gruppeformand Anders Vistisen stod i spidsen for.
Sendte flere mails til DF-formand
I mailen til Thulesen Dahl beklager Rikke Karlsson, at hun "ikke har kunnet skabe mig et overblik over, hvordan midlerne i MELD/FELD er blevet brugt".
En måned senere, den 10. oktober 2015, kontakter Rikke Karlsson igen Kristian Thulesen Dahl for at få en drøftelse af forholdene i Meld.
Hun sender DF-formanden en redegørelse af, hvad sagen i hendes øjne handler om.
I redegørelsen beskriver hun, at Morten Messerschmidt har forklaret hende, at det var Dansk Folkepartis øverste ledelse, der styrede brugen af EU-midler fra Meld og Feld.
Tre dage senere har det tilsyneladende ikke været muligt for Rikke Karlsson at få et møde i stand med Kristian Thulesen Dahl, og derfor meddeler Rikke Karlsson, at hun nu melder sig ud af partiet.
Rikke Karlsson skriver også, at hun siden juni har forsøgte at få et møde i stand med Kristian Thulesen Dahl for at "drøfte de udfordringer og bekymringer jeg har stået med".
Thulesen: Jeg tilbød hende et møde
Kristian Thulesen Dahl siger, at han sidste år havde tilbudt at holde et møde med Rikke Karlsson, men at det ikke blev til noget på grund af Karlssons udmeldelse af DF.
- Kort før Rikke Karlsson sidste år overraskende valgte at udmelde sig af DF, havde jeg tilbudt at mødes med hende for at gennemgå hendes bekymringer. Det blev så desværre ikke til noget, idet hun dagen før vi skulle have mødtes, meldte sig ud og afbrød forbindelsen til os, skriver Kristian Thulesen Dahl.
- Det ærgrer mig selvsagt rigtig meget i dag, at vi ikke dengang fik talt ud om tingene. Så meget desto vigtigere er det nu, at der bliver ryddet endeligt op i rodet omkring Meld, skriver DF-formanden.
Dansk Folkeparti har sat en intern undersøgelse af forløbet omkring Meld og Feld i gang. Partiet regner med at præsentere resultatet af den undersøgelse i morgen.
EU's antisvindel-enhed, OLAF, har sideløbende en efterforskning af Meld og Feld kørende.