DF er klar til kompromis om flygtningelandsbyer

Dansk Folkeparti viger fra krav om, at flygtninge i flygtningelandsbyer ikke må integreres i det omkringliggende samfund.

Dansk Folkeparti kan godt gå med til en aftale om flygtningelandsbyer, hvor flygtningene kan arbejde udenfor. (Foto: © ASGER LADEFOGED, Scanpix)

Dansk Folkeparti erklærer sig nu klar til at indgå et kompromis om flygtningelandsbyerne, hvis de bliver indført.

Hidtil har partiet - som det eneste - stået fast på, at flygtninge, der skal bo i byerne, ikke skal have mulighed for at integrere sig i det omkringliggende samfund.

- Det her er politik, og Dansk Folkeparti har ikke flertallet alene. Vi er her, fordi vi gerne vil rykke tingene i vores retning, Og det har vi mulighed for at gøre i dag, hvis partierne stemmer, som de har tilkendegivet. Så kommer vi ikke hele vejen, men så kommer vi et stykke af vejen. Og så længe vi kan se, at det bevæger sig, så er det godt, siger integrationsordfører Martin Henriksen (DF).

Og så kan I godt acceptere, at flygtninge for eksempel kan arbejde uden for centrene?

- Det er ikke vores udgangspunkt, men vi har tidligere sagt, at de skal være på statslige enheder, og her er der også arbejde, der skal udføres, hvis det er. Men hvis man kan finde et arbejde uden for centeret, så kan man søge om at komme ud og arbejde. Så hvis det er det, der er det springende punkt for andre partier, så skal vi nok finde ud af det, siger han.

Også partiformand Kristian Thulesen Dahl åbnede tirsdag aften døren på klem for, at DF kan gå med til flygtningelandsbyer, hvor flygtninge kan integreres udenfor.

- S og DF ser måske lidt forskelligt på, hvor lang tid man skal være i de her flygtningelandsbyer. Vi ser gerne det er her man får hjælpen, indtil man kan vende tilbage til nærområderne eller helst sit hjemland, og det kan vi jo så kæmpe videre for bliver en realitet, når først det her instrument er oppe at stå, lød det fra DF-formanden.

Det er ventet, at Folketinget i dag vedtager, at regeringen 1. marts fremlægger et beslutningsgrundlag for etablering af flygtningelandsbyer. Det sker, efter at Dansk Folkeparti, Socialdemokraterne og de Konservative har lagt pres på regeringen, som siden har varslet, at den vil stemme for.

Vedtagelsen vil finde sted i forbindelse med dagens hasteforespørgsel i Folketingssalen klokken 13.

Spørgsmålet om de statsdrevne flygtningelandsbyer var årsagen til, at en udlændingeaftale faldt til jorden i november sidste år, fordi Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne, stod fast på, at byerne skulle være en del af aftalen.

Dengang sagde Venstre, at de ville have mere information om konsekvenserne ved lejrene, før man besluttede sig – og det er netop den information, regeringen nu får godt en måned til selv at levere.