DF-afhopperen og europaparlamentariker Rikke Karlsson havde håbet på at blive klogere på økonomien i Meld, da hun i dag mødte op til generalforsamling i det europæiske parti, som Dansk Folkeparti sidder med i.
Men det blev hun langt fra.
- Jeg er gået derfra med fuldstændig uforrettet sag. Det var simpelthen spild af tid, at jeg afbrød min mission i Burma for at rejse hjem til den her generalforsamling. Jeg fik ikke svar på nogle af de spørgsmål, jeg stillede, siger Rikke Karlsson til DR Nyheder.
Hun meldte sig i oktober ud af DF, fordi hun ikke kunne få nok at vide om pengeforbruget i Meld, som Europaparlamentet støtter økonomisk.
Samtidig mente hun, at parlamentariker Morten Messerschmidt (DF), der i dag er formand for Meld, tilbageholdt informationer for hende.
- Jeg gjorde opmærksom på, at jeg ikke kunne godkende regnskabet hverken for 2014 og 2015. Dernæst gik vi til punktet om at lukke Meld, og der stemte jeg imod, siger hun.
Rikke Karlsson afventer nu et svar fra Europaparlamentets præsident, Martin Schultz, som, hun håber, kan hjælpe hende med at 'lukke regnskaberne op'.
Samtidig afventer hun Europaparlamentets undersøgelse af Meld.