'Det er super ærgerligt, at man satser på symbolpolitik i stedet for at tage fat, hvor man kan ændre noget for miljøet'

Usædvanlig plastik-alliance går nu forrest med genbrugsguide.

Regeringen har ikke fået fat om nældens rod, når det gælder plastik-problemet, og der er behov for større ambitioner på miljøets vegne.

Sådan lyder det fra en lidt uventet kant - nemlig fra plastikproducenterne selv, der efterlyser mere mod fra regeringen.

- De skal gøre noget, der ændrer på noget i forhold til al den plastemballage, der er derude. Og det kan de godt, siger Christina Busk, der er miljøpolitisk chef i Plastindustrien.

Branchen er nemlig selv i fuld gang.

Plastindustrien har samlet en usædvanlig alliance af både plastikproducenter, virksomheder, som bruger emballagen, og en af de kommuner, der samler rigtig meget af den slags ind som affald, nemlig Københavns Kommune. Også Danmarks Naturfredningsforening er med.

Sammen har de udviklet en designguide til virksomhederne, der skal få dem til at fokusere på genanvendelsen af plastik, allerede når de producerer en emballage - fx en bøtte eller en tube.

- Hvis vi designer vores plastemballage rigtigt, så kan vi faktisk få en råvare ud af dem igen, når de bliver sorteret og behandlet. Og så kan vi bruge den til nye emballager, forklarer Christina Busk.

'De mener det faktisk'

Fra Danmarks Naturfredningsforening har miljøpolitisk rådgiver Jens Peter Mortensen været med i arbejdet.

- Vi bliver naturligvis altid lidt mistænksomme over, om de virkelig mener det, men det mener jeg egentlig, at vi har fået bekræftet, at det gør de, siger han.

Han er begejstret over initiativet, og mener også, at det er nødvendigt at politikerne kommer ind i kampen.

- Der skal være politiske krav, ellers så sker det ikke, siger han.

Og det gælder både til designet af emballagerne og sorteringen af plastikaffaldet bagefter.

Når det gælder plastik, bliver man nemlig nødt til at se på hele emballagens rejse fra produktionen, til den ender i en skraldespand.

- Hvis ikke emballagen er designet til genanvendelse, kan vi sortere nok så meget, uden at der kommer noget ud af det, forklarer Mikkel Brandrup, der er direktør i Dansk Affaldsforening.

Dansk Affaldsforening er ikke involveret i arbejdet med designguiden, men set fra Mikkel Brandrup perspektiv er den et vigtigt første skridt. Alligevel er det langt fra nok. Også han efterlyser en politisk indsats.

- Man skal differentiere afgifterne, så de virksomheder, der gør det rigtige, får en belønning, hvorimod dem, der ikke gør det så godt, får et incitament til at gøre det bedre. Det skal man gå i gang med så hurtigt som muligt, siger Mikkel Brandrup.

Symbolpolitik ændrer ikke noget

Med finansloven for i år tredoblede regeringen afgiften på emballage, og i forlængelse af EU's forbud mod de tynde, knitrende bæreposer, har regeringen sat en afgift på minimum fire kroner på alle bæreposer.

Men det rykker ikke for alvor, lyder det fra Christina Busk i Plastindustrien - især når der ikke skæves til, om materialet er genanvendeligt eller ej.

- Det er så nemt at skælde ud på en bærepose og lægge en afgift på den, når alle har set sig vrede på den. Men det ændrer bare ikke særlig meget for miljøet og for klimaet – tværtimod.

- Det er super ærgerligt, at man satser på symbolpolitik i stedet for at tage fat, hvor der virkelig er noget at ændre, siger hun.

Det er ikke til at se med det blotte øje, om en emballage kan genanvendes. Louise Hundebøll Krath Andersen fra virksomheden Sky-Light forklarer forskellen i videoen herunder.

Hvis producenterne skal bruge genbrugsplast i stedet for spritny plast, er det vigtigt, at de forskellige slags plastik bliver sorteret efter brug. Og så skal man fra dansk side sikre sig, at det ikke bare bliver sendt til udlandet for at blive brændt, men bliver bearbejdet, så det kan bruges igen.

Den første del står Danmarks Affaldsforening på spring for at klare. I samarbejde med KL har foreningen allerede udviklet piktogrammer - altså små billeder, som rigtig mange kommuner allerede bruger i deres affaldssortering.

- De hjælper med at skabe sammenhæng mellem den emballage, man står med i hånden derhjemme og den affaldsspand, du skal sortere den i, forklarer Mikkel Brandrup.

Den slags burde rulles ud over hele landet, mener han. Allerhelst også med et krav om at de skal på produkterne som små symboler.

Piktogrammerne er udviklet af Dansk Affaldsforening i samarbejde med Kommunernes Landsforening. (Foto: © Dansk Affaldsforening)

- Hvis din emballage ikke er designet til genanvendelse, så kan du få et restaffaldspiktogram på, så virksomhederne vil også få et incitament til at ændre deres emballage, så de kan få et piktogram for genanvendelse på, siger Mikkel Brandrup.

Minister: Vi er i gang

Miljøminister Lea Wermelin (S) roser branchen for at gå forrest, og hun forsikrer, at hendes ministerium arbejder på højtryk.

- Præcis, hvordan vi skal sikre, at vi får mere genbrug og genanvendelse er noget, vi må diskutere, siger hun og pointerer, at arbejdet især foregår i regi af EU.

Herfra er der allerede varslet et krav om producentansvar senest i 2025. Det betyder, at dem, der laver og sælger et produkt - fx en flaske, også skal sørge for, at produktet bliver indsamlet og behandlet miljømæssigt korrekt, når det bliver til affald.

Danmark er et af de eneste lande i EU, der ikke har et krav om produktionsansvar.

- Der skal fuldt tempo på, for der er gået alt for mange år, hvor der ikke er sket nok, og næste skridt herhjemme bliver at lave en national affaldsplan.

Så når vi står her om et år, er der så både krav til produktionen og til sorteringen?

Ja. Så langt vi kan gøre det selv i Danmark, men vi skal jo også have EU med, og jeg er i fuld gang.

I starten af marts er Danmark blandt de EU-lande der går sammen i en såkaldt plastik-pagt for at presse resten af medlemslandene til højere standarder.