Satiretegningen i gårsdagens Jyllands-Posten, hvor stjernerne i det kinesiske flag er erstattet af gule virus-celler, har fået det diplomatiske apparat op på tæerne.
Men udenrigsminister Jeppe Kofod forholder sig til miseren med ophøjet ro.
- Det tilkommer ikke mig at debattere satiretegninger. Det er kendt, at vi har ytringsfrihed, og det er også klart for kineserne, fastslår han.
Samme svar lyder fra statsminister Mette Frederiksen (S).
- Vi har ytringsfrihed i Danmark og vi har en gammel tradition for satiretegninger, og det bliver vi ved med at have, siger statsministeren.
Skulle man være i tvivl om, hvad ytringsfrihed betyder, gør Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen det klart.
- Man kan sige, hvad man vil, man kan tegne, hvad man vil, og man kan mene, hvad man vil. Sådan skal det være.
- En gang imellem kan man godt føle sig lidt støt på manchetterne, når man synes, ting bliver lavet på en måde, man ikke bryder sig om. Så må man tælle til ti, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Stærke diplomatiske relationer
Fra Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen Dahl, lyder der et suk over, at kineserne gør så stort et nummer ud af en satiretegning.
- Det er nærmest, som vi kender Kina, desværre.
- Hver gang synes jeg bare, at der er brug for, at vi i samlet flok med klar tale får sagt retur, at man selvfølgelig ikke i Danmark skal blande sig i, om en avis bringer en tegning, siger Kristian Thulesen Dahl.
Desuden er tegingen er ikke ensbetydende med manglende sympati for den dødbringende Coronavirus, som spreder sig i Kina, hvor over 100 mennesker er døde af den.
Sådan siger tidligere udenrigsminister og udenrigsordfører for De Radikale, Martin Lidegaard.
- Jeg er ikke særlig bekymret over den her situation. Vi har stærke diplomatiske relationer til Kina. Der er en dialog i gang mellem Jyllands-Posten og Kina, og så synes jeg, vi skal lade den ligge der.
Vi ser på den her tegning i en dansk kulturel kontekst, hvor vi er vant til satiretegninger og medier, der kritiserer magthavere. Det er man jo ikke nødvendigvis i Kina. Er det en sag, der har poentiale til at udvikle sig?
- Det tror og håber jeg ikke.
Kinas ambassade i Danmark har bedt Jyllands-Posten om en undskyldning. Tegningen er "fornærmende og sårende", skriver ambassaden, men avisen har afvist at undskylde. Satiretegningen er lavet i en dansk kontekst, lyder forklaringen.
'Ja tak til pressefrihed'
Afvisningen bakker den konservative formand, Søren Pape Poulsen, op om i et tweet.
- Kinas reaktion er en trist gentagelse af princippet i Mohammed-krisen. Kina skal ikke kræve undskyldning for mediers redaktionelle linje, skriver han.
Der er dog en væsentlig forskel på den aktuelle sag og krisen efter Muhammed-tegningerne, da Kina ikke har krævet en officiel undskyldning fra den danske stat.
Det er en helt anden kontekst, man skal se Kinas reaktion i, mener Eva Flyvholm fra Enhedslisten.
- Jeg kan godt forstå, at nerverne sidder udenpå tøjen omkring den her virus i Kina, men det helt afgørende her er, at Jyllands-Posten og andre medier skal have lov at sige, skrive og gøre, hvad de vil, og så er det også dem, der står til ansvar, siger hun.
Samme melding kommer fra SF-formand Pia Olsen Dyhr, der har delt satiretegningen på Instagram med ordlyden:
- Nej tak til cencur, ja tak til pressefrihed.
Også politisk leder for Alternativet Uffe Elbæk støtter op om Jyllands-Posten.
- Kina følger det samme mønster overalt. Sidst var det de svenske medier, Kina forsøgte at presse. Nu er det Danmarks tur. Stå fast JP, skriver han på Twitter.