Venstres miljø- og fødevareminister, Eva Kjer Hansen, indleder vinterferien i stormvejr.
Kort før jul kunne hun smilende invitere pressen til præsentationen en af en ny fødevare- og landsbrugspakke, som Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og De Konservative støttede.
Men efter Berlingske har set nærmere på beregningerne bag den del af pakken, der handler om udledning af kvælstof, mødes ministeren af kritik fra oppositionen.
Få overblik over sagen her.
- 1
V, DF, LA og K præsenterer 22. december en ny politisk aftale med 30 vidt forskellige initiativer, der blandt andet skal give landmændene mulighed for at udlede mere kvælstof - altså gøde mere.
- 2
Som der står i pressemeddelelsen: "Danmark har fået en Fødevare- og landbrugspakke, der lægger grunden til fornyet vækst i landbruget og giver et grønt plus til miljøet".
- 3
Danmarks Naturfredningsforening 'dumper aftalen med et brag' og mener, at 30 års miljøindsats sættes over styr.
- 4
Den 8. februar kan BT fortælle, at miljøminister Eva Kjer Hansen har givet Bæredygtigt Landbrug stor indflydelse på, hvordan kommunerne skal vedligeholde landets vandløb.
- 5
I weekenden har Berlingske så fortalt, at forskere lægger afstand til ministerens brug af beregninger til at bestemme, hvor meget kvælstof landbruget må udlede.
- 6
Oppositionen har kritiseret ministeren for at vildlede, og der er taget initiativ til en eksperthøring og et samråd efter vinterferien.
Kritikken
Eva Kjer Hansen har ifølge Berlingske flere gange udlagt det som om, at den nye fødevare- og landsbrugspakke gavner miljøet.
Ministeren har blandt andet svaret Enhedslisten, at initiativerne samlet set ser ud til at føre til en reduktion af den danske landbaserede tilførsel af kvælstof til kystvande.
Desuden har Eva Kjer Hansen lagt et regnestykke frem i Folketinget, der viser, at der bliver udledt mindre kvælstof i alle år fra 2016 til 2021.
Men netop de udregninger lægger flere eksperter nu afstand til.
- Det er tydeligt, at nogen har tænkt sig grundigt om for at få regnskabet til at gå i plus. For selve den politiske pakke belaster miljøet, siger Brian H. Jacobsen, der er seniorforsker ved Miljø og Naturressourcer ved Københavns Universitet og har leveret noget af talmaterialet til Miljøministeriet.
Det siger politikerne om sagen
Radikale, Socialdemokraterne, SF, Enhedslisten og Alternativet har på baggrund af de nye oplysninger kritiseret miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) voldsomt.
- Forskernes udtalelser cementerer, at vi har at gøre med en minister og et ministerium, som har fordrejet regnestykkerne for at få virkeligheden til at se bedre ud, end den er, siger den tidligere miljøminister Ida Auken (R) blandt andet.
De Konservative ser nu frem til at få en forklaring fra ministeren, selvom de egentlig støtter pakken.
- Vi tænker os grundigt om, inden vi drager nogle konklusioner over for en minister i regeringen. Selvfølgelig skal Folketinget have rigtige oplysninger, og vi vil heller ikke acceptere andet, lyder det nu fra De Konservatives landbrugsordfører, Rasmus Jarlov.
Den tidligere konservative formand og nuværende politiske kommentator Hans Engell kalder over for TV 2 sagen alvorlig for ministeren, blandt andet fordi Konservative ifølge ham opruster på miljøfronten og dermed kan afgøre ministerens skæbne.
Eva Kjer Hansen afviser til gengæld, at beregningerne er fordrejet, og at hun dermed har vildledt Folketinget.
- Jeg har hverken vildledt eller givet ukorrekte oplysninger. Jeg har fuldt ud lagt frem, hvad det er for nogle tal, vi har baseret os på, og hvad det er for nogle valg, der har været truffet, lyder det fra Eva Kjer Hansen (V).
Det sker der nu
Miljøminister Eva Kjer Hansen (V) skal i samråd om sagen efter vinterferien den 23. februar.
Inden samrådet bliver der holdt en eksperthøring den 23. februar fra 10 til 13 i Folketingets Miljø- og Fødevareudvalg, hvor eksperter og embedsmænd svare på spørgsmål. Det har en samlet opposition bedt om, og derfor har Dansk Folkepartis udvalgsformand bøjet sig for ønsket.
Samtidig har Danmarks Naturfredningsforening taget kontakt til EU-Kommissionen, fordi organisationen mener, at ministeriet med de kritiserede beregninger ser stort på Danmarks direktiv-forpligtelser.
Imens siger tidsplanen, at lovforslaget om at give landmændene lov til at give afgrøderne mere gødning skal tredjebehandles i Folketinget den 25. februar.
- •
Sådan forurener landmændene, når de gøder:
- •
Landbrugsdrift kan forurene omgivelserne.
- •
Det kan blandt andet ske på markerne, hvis gødning fra husdyrene ikke bliver fuldt udnyttet af afgrøderne.
- •
Det ubrugte overskud vaskes ud med efterårets regn.
- •
Grundvandet kan blive så forurenet af nitrat-kvælstof, at det ikke kan bruges som drikkevand.
- •
Nitrat kan også øge algevæksten i havet og i visse søer, så der opstår iltsvind.
- •