Mandagens bombeeksplosioner i Boston fik politikerne på Christiansborg til tasterne på de sociale medier.
Folketingspolitikere og ministre udtrykker frustration og tristhed over det, der formodes at være et terrorangreb mod Boston og maratonløbet.
- Fejhed. Ussel, modbydelig, skændig fejhed #bostonmarathon, skriver Venstres udenrigsordfører Søren Pind på det sociale medie Twitter.
- Endnu en meningsløs voldshandling og så midt i en gigantisk folkelig begivenhed. Den ondskab der viste sig i Boston er ufattelig, skriver uddannelsesminister Morten Østergaard, også på Twitter.
Fejt at ramme marathonløb
De to bombeeksplositioner skete tæt på målstregen ved maratonløbet, hvor omkring 23.000 løbere deltog.
Og netop det, at angrebet skete i forbindelse med en sportsbegivenhed, forarger.
- Hvor fejt at ramme et maratonløb. Uskyldige mennesker myrdet og såret til et motionsløb. Hvor helt igennem usselt!, skriver Karen Hækkerup (S), integrations- og socialminister, på sin Facebook-profil.
Sent mandag nat fik det også Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen til tasterne på Facebook:
- Rystet over bombesprægningen i Boston. Mine tanker går til de sårede og de dræbtes familier. Er der tale om et terrorangreb finder jeg trøst i Obamas ord om, at de ansvarlige bliver stillet til regnskab. Det har USA historisk vist, at man har evnen til. Er lettet over, at alle danske deltagere ved Marathonløbet efter det oplyste er uskadte og i god behold, skriver han.