Danske F16-fly skal kæmpe mod Islamisk Stat i mindst 12 måneder

Udenrigsminister Martin Lidegaard har givet tilsagn om dansk deltagelse fra luften mod Islamisk Stat i mindst 12 måneder. Jeg håber, at det vil være nok, men ellers kigger vi på det igen, siger han.

Siden de syv danske F-16-fly, der skal bekæmpe terrororganisationen Islamisk Stat (IS) fra luftrummet over Irak, ankom til basen i Kuwait, har de deltaget 11 missioner.

Men nu kan kampflyene og F16-piloterne se frem til meget længere tid på vingerne i kampen mod IS.

- Vi har nu givet tilsagn om at være med i den militære del af operationen med vores F16-fly i 12 måneder, og jeg forventer, at de danske fly kommer til at være på arbejde i alle 12 måneder, siger udenrigsminister Martin Lidegaard, der i dag har deltaget i EU's udenrigsministermøde, hvor bekæmpelsen af ebola også var på programmet.

- Jeg håber, at 12 måneder vil være nok, men ellers kigger vi på det igen, siger han til DR Nyheder.

IS er ikke besejret i overmorgen

Den 16. oktober havde de danske kampfly første mission mod Islamisk Stat, men med tilsagnet om dansk deltagelse i mindst 12 måneder endnu understreger Martin Lidegaard, at kampen mod Islamisk Stat bliver både lang og hård.

- Det er ikke nogen enkelt sag at bekæmpe Islamisk Stat - det er en lang sej kamp. Det er det både militært, hvor vi nogle steder har fremdrift og får slået IS tilbage. Andre steder er det sværere, siger han.

På dagens udenrigsministermøde har Martin Lidegaard desuden efterlyst større indsats på ikke-militære områder som for eksempel, hvordan finansieringen af IS og tilgangen af krigere fra andre lande stoppes.

- Vi har brug for bedre koordination i EU. Det har været mit budskab i dag. Men vi bliver også nødt til at sige det lige ud: Det er ikke noget, der er overstået i overmorgen.

Se interviewet med udenrigsminister Martin Lidegaard i videoen i toppen af artiklen.