Hvis Dansk Folkepartis europaparlamentarikere havde håbet på støtte i sagen om muligt misbrug af EU-midler fra de øvrige danske kollegaer i Bruxelles, ja, så bliver de nok slemt skuffet.
Hverken Socialdemokratiets Jeppe Kofod eller Venstres Morten Løkkegaard har ret meget til overs for partiets pengebrug.
- Det lyder helt vanvittigt, det som foregår, og det vælter ud med historier hver og hver anden dag. Det er en alvorlig sag, hvis man har misbrugt EU-midler, og jeg synes, at Dansk Folkeparti i dén grad burde se at få styr på sagerne, lyder det fra Jeppe Kofod.
Morten Løkkegaard er dog tilfreds med, at Dansk Folkeparti vil gå alle dokumenterne igennem for at få et overblik over, hvad og hvor mange EU-midler, partiet har brugt.
- Det er jo det, som vi har opfordret til i et stykke tid. Og som man kan se, har der altså åbenbart været en hel del inde i lagret af den rodebutik, som DF-formanden allerede har omtalt det her som, forklarer Morten Løkkegaard.
Ingen tvivl om reglerne
Dansk Folkeparti har ikke vedkendt sig at have svindlet med EU-midler, selvom de altså betaler penge tilbage til EU. Partiformand Kristian Thulesen Dahl forklarer dog, at der har været rod i forløbet.
Formand for Dansk Folkepartis gruppe i Europa-Parlamentet, Anders Vistisen, siger desuden, at partiet vil betale de penge tilbage, som der kan være tvivl om.
Partiet burde dog overhovedet ikke have nogen grund til at være i tvivl om, hvad de har måttet og ikke måttet, mener Jeppe Kofod.
- Det står klokkeklart i reglerne, at man ikke må bruge de her fonds- og partistøttemidler til nationale partier. Det ved Dansk Folkeparti udmærket. Det vidste de, da de søgte om pengene, og det undrer mig dybt, at det har kunnet lade sig gøre, siger han.
Morten Løkkegaard er enig med Jeppe Kofod i, at reglerne er ganske klare. Om Dansk Folkeparti så har svindlet med EU-midlerne, må EU's antisvindel-enhed, OLAF, afgøre.
- Udefra set ligner det i hvert fald en overordentlig kreativ omgang med de her regler. Om der er tale om noget andet og mere, det må efterforskningen jo vise, siger han.