Partiet Venstre er den eneste organisation i Danmark, der har mere magt end Dansk Folkeparti.
Sådan lyder resultatet af en stor magtanalyse af landets 100 mest indflydelsesrige personer, baseret på vurderinger fra 159 samfundsforskere og bragt i Berlingske Nyhedsmagasin.
Venstre regeringspartner, Det Konservative Folkeparti, har ikke nær så megen magt som Pia Kjærsgaards tropper.
Pia Kjærsgaard er nummer tre
Ifølge analysen er vicestatsminister Bendt Bendtsen blot landets 12. mest indflydelsesrige person, mens det kun er statsminister Anders Fogh Rasmussen og finansminister Thor Pedersen, som har mere magt end Pia Kjærsgaard.
Dansk Folkepartis Peter Skaarup er glad for magtanalysen, og den bekræfter hvad der også kunne ses helt tydeligt under de netop overståede finanslovsforhandlinger. Nemlig at Dansk Folkepart har stor indflydelse, men han siger også;
- Jeg kan ikke lide ordet magt, for Dansk Folkeparti handler det om, at vi har indflydelse. Og når sådan en stor undersøgelse nu viser, at det har vi rigtigt meget af, så har vi jo netop opnået det som er aller vigtigste for et politisk parti, nemlig at have indflydelse.
Dansk Folkepartis finansordfører, Kristian Thulesen Dahl, har som landets femte mest magtfulde også mere indflydelse end den konservative leder.
- Magten er centreret omkring Venstre og Dansk Folkeparti, mens Det Konservative Folkeparti i denne sammenhæng stort set ikke spiller nogen rolle, siger Bent Greve, der er professor i samfundsvidenskab ved Roskilde Universitetscenter
Lever højt på de nødvendige mandater
DF's tiltagende magt er bestemt ingen tilfældighed, mener Greve.
- De har været endnu bedre end tidligere til at synliggøre, hvor de faktisk har indflydelse. Det har givet en større erkendelse af, at de helt systematisk er med til at levere de 90 mandater og dermed den afgørende indflydelse, siger han.