Den danske statskasse var også med til at betale for Dansk Folkepartis politiske sommertogt på skonnerten "Halmø" i 2013. Det viser en rapport om støtten fra Europa-Nævnet til Dansk Folkeparti i 2013, som Politiken og Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.
Europa-Nævnet har nu bedt Dansk Folkeparti redegøre for brugen af midlerne i 2013, fortæller nævnets formand Anne-Marie Meldgaard (S).
- I det materiale, jeg har fra Dansk Folkeparti, der handler det alene om EU, men jeg kan se i pressen, at der også har været tale om kommunalpolitik. Jeg skal selvfølgelig have sikkerhed for, at det ikke er det, nævnets penge er brugt til, siger Anne-Marie Meldgaard til Politiken.
Dansk Folkeparti har flere gange selv erkendt, at turen havde et dobbelt sigte: Både at tale om EU og at promovere partiet forud for kommunalvalget i november 2013.
Hos Dansk Folkeparti bekræfter organisationskonsulent Steen Thomsen over for Ekstra Bladet, at Europa-Nævnet nu vil have en redegørelse om støtten til sommertogtet.
- Jeg har fået en mail i går, så jeg vil selvfølgelig lave en detaljeret redegørelse og sende den til dem, siger Steen Thomsen.
Han afviser, at Dansk Folkeparti har fået uberettiget støtte fra Europa-Nævnet.
/ritzau/