Danmark vil forlænge grænsekontrol efter EU-ja

EU-Kommissionen lader Danmark forlænge grænsekontrollen til maj.

Den nuværende grænsekontrol udløber 12. februar. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Danmark vil som ventet forlænge grænsekontrollen, efter at EU-Kommissionen vil lade fem Schengen-lande forlænge med tre måneder.

Det siger udlændinge- og integrationsminister Inger Støjberg (V).

- Det er afgørende for os at få forlænget grænsekontrollen. Der er stadig et meget højt indrejsetal i det sydlige Europa, og samtidig lever vi i en tid med en reel terrortrussel.

- Derfor er det helt afgørende, at der er styr på grænserne, siger hun.

Før en forlængelse er mulig, skal Ministerrådet først godkende indstillingen fra EU-Kommissionen.

Støjberg: Der skal være styr på de ydre grænser

Inger Støjberg erkender dog, at indrejsetallet i Danmark er faldet drastisk. Antallet af indrejsende har ellers været et af de store argumenter for grænsekontrollen.

- Indtil der er styr på de ydre grænser til Europa, er det afgørende for os at få forlænget grænsekontrollen.

- Danmark har grænsekontrol lige så længe, det er nødvendigt at have grænsekontrol. Og det vil jeg vurdere, er en rum tid endnu, siger Inger Støjberg.

Danmark og fire andre Schengen-lande fik onsdag endnu engang lov til at forlænge deres grænsekontroller med tre måneder.

Ved den seneste forlængelse af grænsekontrollen signalerede EU-Kommissionen ellers, at det formentlig ville være sidste gang, at der blev givet lov til det.

Sammen med Danmark er det Sverige, Norge, Tyskland og Østrig, der har indført midlertidig grænsekontrol i kølvandet på flygtninge - og migrantstrømmen.

EU-Kommissionen har rent formelt sendt en anbefaling til de 28 EU-lande, der træffer den endelige beslutning.

Opdateret 21.15: Det fremgik tidligere af denne artikel, at grænsekontrollen bliver forlænget frem til maj. Det kan formelt set først ske, når Ministerrådet har godkendt indstillingen fra EU-Kommissionen.

/ritzau/