Danmark sætter fly ind mod pirater

Regeringen vil styrke indsatsen mod piraterne ud for Somalia. Et challenger-fly skal fra januar deltage i overvågningen af det enorme havområde.

Et challenger-fly som dette skal til næste år deltage i jagten på pirater. (© Flyvevåbnet)

Til næste år vil Danmark både være tilstede på havet og i luften ud for Somalia. Et challenger-fly skal deltage i overvågningen af de enorme havområder, hvor piraterne opererer.

Regeringen har i dag orienteret Udenrigspolitisk Nævn om den øgede indsats mod piraterne. Fregatten Absalon ankommer til området den 1. november, hvor det skal beskytte skibstrafikken frem til april næste år. Fra januar og et par måneder frem skal et challenger-fly forsøge at finde piraterne fra luften.

Der er penge til det

- Andre lande har fly dernede, men det er et gigantisk havområde. Andre har lavet den sammenligning, at det svarer til, at der er fire politibiler til at lave politi-overvågning i USA. Derfor er det vigtigt at vide, hvor man placerer skibene, siger forsvarsminister Nick Hækkerup.

Den styrkede indsats ud for Afrikas østkyst sker samtidig med, at regeringen lægger op til besparelser på op mod tre milliarder kroner i forsvaret. Men Nick Hækkerup siger, at der er penge til indsatsen.

Tilfredshed hos Venstre

- Vi har jo også sagt, at det vi prioriterer i fremtiden, er præcis sådan nogle internationale missioner, siger han.

Tidligere forsvarsminister Gitte Lillelund Bech fra Venstre glæder sig over, at challenger-flyet er på vej.

- Det har ligget i kortene, at flyvet skulle afsted lige så snart, der var mulighed for det, så jeg er rigtigt godt tilfreds, siger hun.