Danmark overtager ledelsen af Natos træningsmission i Irak, der består af i alt 500 mand.
Danmark har selv tilbudt Nato at overtage ledelsen af missionen. Og det tilbud har Nato nikket ja til.
Det siger forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter et møde i Det Udenrigspolitiske Nævn torsdag.
- Vores tilbud om at overtage træningsmissionen i Irak har vi her til morgen fået brev om, at det har man taget positivt imod. Det vil sige, at vi fra dansk side kommer til at overtage bidraget fra canadierne, siger forsvarsministeren.
Danmark skal lede missionen fra udgangen af næste år og frem til midten af 2022.
I alt sendes omkring 213 danske soldater til Irak for at lede og støtte missionen.
Regeringen trækker dog 165 personer og et radarbidrag med 20 personer hjem. Det har Forsvarsministeriet tidligere oplyst.
Skal forhindre Islamisk Stats tilbagekomst
Natos træningsmission skal hjælpe irakerne med at blive i stand til at forhindre den militante bevægelse Islamisk Stats tilbagekomst. Der er således ikke tale om en dansk kampmission.
Udenrigsminister Jeppe Kofod (S) havde drøftet sagen med USA og Nato i forvejen. Så det var ventet, at Danmarks tilbud blev accepteret.
- Det er på vores eget initiativ. Vi synes fra den danske regerings side, at vi også kan bidrage konkret.
- Det er noget, vi har forhørt os hos vores allierede om, hvordan de ser på det. Der er meget positive tilbagemeldinger, sagde Kofod i sidste uge.
Bidraget vil også bestå af sikringspersonale, eskortepersonale samt en helikopter, der blandt andet skal spore vejsidebomber.
Missionen blev etableret i oktober 2018. Den ledes i øjeblikket af Canada. Den består af 500 udsendte soldater fra Nato-allierede samt partnerlande. Herunder Australien, Finland og Sverige.
Regeringen vil inden udsendelsen i 2020 fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget. En dansk ledelse af træningsmissionen afløser Danmarks nuværende træningsindsats på al-Asad luftbasen.
/ritzau/