Endnu en donation er på vej til Ukraine fra Danmark.
Donationen lyder på cirka 1,3 milliarder kroner og skal gå til blandt andet luftforsvaret.
Det fortæller fungerende forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) og udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) efter et møde i Folketingets Udenrigspolitisk Nævn.
- Det er til at styrke det ukrainske luftforsvar og til de relevante typer af ammunition, siger Troels Lund Poulsen.
De 300 millioner af donationen skal gå til fælles indkøbsprojekter i forhold til 155 mm artillerigranater, som Ukraine har efterspurgt, fortæller Troels Lund videre.
Han ønsker ikke at blive mere konkret af hensyn til "de operative vilkår i Ukraine".
Der er tale om den 11. donationspakke, fortæller udenrigsministeren.
Begge ministre understreger, at der fortsat er stor opbakning i Folketinget til at bidrage til krigen i Ukraine.
- Det er ekstremt positivt og har været det hele vejen igennem, at det er med fuld parlamentarisk opbakning, at Danmark står forrest i rækken til at støtte Ukraine. Det oplever jeg også selv, at der er respekt omkring; at vi leverer, og at vi gør det med bred opbakning, siger Løkke.
- Jeg tror, alle partier er meget optagede af at støtte den frihedskamp, der finder sted i Ukraine. Og alle partier er også klar over, at det jo desværre er noget, der kommer til at tage tid. Derfor er det heller ikke den sidste donationspakke, vi har præsenteret i dag, siger Troels Lund Poulsen.
En fond på 21,9 milliarder kroner
19. juni blev SVM-regeringen, SF, Danmarksdemokraterne, Liberal Alliance, Det Konservative Folkeparti, Radikale Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige enige om at poste flere penge i den såkaldte Ukrainefond, der har til formål at støtte det krigsramte land militært fra 2023 til 2028.
Således er fonden nu på 21,9 milliarder kroner. Og det er de milliarder, som Folketinget løbende deler ud af i form af donationer, som spænder over alt fra træningsindsatser til våben.
Pengene skal blandt andet også bruges til at uddanne ukrainske piloter til at flyve F-16.
Indtil videre har vi doneret lige godt 11 milliarder af kronerne, fortæller Lars Løkke. Han tilføjer, at det gør os til det land, som har ydet næstmest per indbygger.